Leder andre efter et tomt dobbeltsæde i toget?
Kristeligt Dagblad, 2019
Er det kun mig, der hver morgen leder efter et tomt dobbeltsæde i toget, så jeg ikke behøver at sætte mig ved siden af andre? Og er jeg den eneste, der til en stor festlig begivenhed bliver bange, når jeg hører, at der er bordplan, og opdager, jeg skal sidde ved siden af én, jeg ikke kender?
Foto: Cathrine Marie Nørgaard
”Undskyld, men må jeg lige sige noget til dig? Du... ser... yndig ud.”
Den fremmede talte til mig på engelsk. Han stoppede mig, før jeg var nået i sikkerhed på perronen under jorden på Nørreport Station. Han rakte sin hånd frem, sagde, at han virkelig gerne ville trykke min hånd. Han spurgte, om jeg ville drikke en kop kaffe med ham.
”Jeg skal desværre nå et tog,” sagde jeg til ham på engelsk, mens jeg forsøgte at gøre mine øjne store og medlidende.
”Du kan også nå et senere tog?”, prøvede han. Men jeg beklagede, slap hans hånd og forsvandt under jorden.
I toget fik jeg dårlig samvittighed. Jeg havde ingenting, jeg absolut skulle nå. Men jeg var træt, og jeg orkede faktisk ikke at investere i dette menneske. Men – hvorfor egentlig ikke, slog det mig. Hvad nu, hvis han virkelig bare havde brug for én at tale med? Hvad nu, hvis en samtale med ham kunne udvide min horisont. Bare en smule?