Nogle af verdens højeste og mest fortryllende træer findes i Redwood Nationalpark i Californien. Området er under myndighedernes beskyttelse, så naturen får lov til at passe sig selv, og der er dermed lagt op til enestående naturoplevelser.
Oprindeligt bragt i Rejsemagasinet Vagabond i 2021
Det har lige regnet. Duften af vådt gran og bark sætter sig i næseborene, og der er dråber på bladene. Men vandet når ikke os i en grad, der har betydning, mens vi bevæger os på stien blandt de høje stammer. Dertil er træernes kroner ganske enkelt for store.
Redwood National Park i Californien er noget ganske særligt. Det ved jeg, så snart jeg krydser broen fra parkeringspladsen og når ind i skoven på Lady Bird Johnson Grove, et af de mange stisystemer i parken. Bregnerne giver associationer til en scene fra Jurassic Park. Den eneste lyd er lyden af mine egne skridt, når jeg træder på nedfalden bark eller kommer til at sparke til en grankogle. Her kan jeg høre mit åndedrag.
Fakta om Redwood Nationalpark Redwood National Park i Californien, USA, blev officielt åbnet i 1968. Nationalparken ligger på den amerikanske vestkyst og er en samling af flere stats- og nationalparker: Prairie Creek Redwoods State Park (etableret i 1923), Del Norte Coast Redwoods State Park (etableret i 1925) og Jedediah Smith Redwoods State Park (etableret i 1929). Området er 445 kvadratkilometer stort og vedligeholdes i et partnerskab mellem staten Californien og den amerikanske regering. Det tager minimum fem timer at nå til Redwood National Park i bil fra San Francisco, men afstanden afhænger i sagens natur af, hvad man kører efter. |
Lydtæt rum
Redwood National and State Parks, som er stedets officielle betegnelse, er godt 96 kilometer lang og dækker et område på omkring 445 kvadratkilometer. Det er en samling af flere stats- og nationalparker, der alle ligger langs kysten i det nordlige Californien og strækker sig op mod grænsen til staten Oregon. Det er nogle seje skabninger, der har hjemsted her: Redwood-træerne er verdens højeste træsort og bliver typisk mellem 500 og 800 år, men nogle af de ældste redwood-træer estimeres at være op til 2.200 år gamle.
Vores første møde med kæmperne er på denne sti, der er opkaldt efter USA’s tidligere førstedame, Claudia Johnson – med kælenavnet Lady Bird. Vi smiler til de få andre turister, der går rundt her på stien i et tempo, der ville klæde de travle bymennesker, vi er vant til at omgås.
Barkens knirken og bladenes stille eftergivenhed over for den dovne vind indbyder ikke til snak. Det er svært at lade være med at kigge op mod tågen, der har indfundet sig blandt trækronerne. Jeg har lyst til at tage billeder af det hele, at indfange den ro, der har præget dette sted igennem tusinder af år. Men jeg må minde mig selv om at lade være og i stedet hengive mig til det naturlige, lydtætte rum med plads til frie tanker.
Området her siges at adskille sig fra nogle af de andre stier, vi senere besøger. Stien snor sig mellem træer, der gror omkring 365 meter over havets overflade. Det er også derfor, lærer jeg senere, at Lady Bird Johnson Grove ofte indhylles i den tåge, som vi allerede er blevet bekendte med. Træerne står mere spredt her, der kommer mere lys ned på skovbunden. Det føles, som om vi er tæt på himlen.
Et sted derude
Vi går hele ruten rundt – stien er blot 2,25 kilometer lang – og går ned mod vores bil. Vejen til og fra parkeringspladsen snor sig mellem træerne i sving, der forsvinder ind i tågen. Verdens højeste kendte træ gemmer sig et sted herude. Det kaldes Hyperion og har en svimlende højde på 115,85 meter. Til sammenligning er Rundetårn 35 meter højt.
Vi har ikke sat os for at lede efter Hyperion, for vi har læst, at man ikke kan skelne mellem dét og andre træer, når man ser det nedefra. Der findes heller ikke skilte, der peger i dets retning, for nationalparken ønsker ikke unødvendigt mylder omkring det.
På vej mod næste stop på vores rute parkerer vi for en kort bemærkning bilen i vejsiden og stiger ud for at tage billeder af floden Smith River, der omkranses tæt af grantræer på hver side. Dén slags stop ender vi med at gøre mange af, når vi kører fra sted til sted i det betagende smukke område.
One touch of nature ...
Efter en halvanden times kørsel når vi det næste stisystem på vores rute: Stout Grove Trail, eller Stout Memorial Grove, opkaldt efter tømmerbaronen Frank D. Stout. I 1929 donerede hans hustru, Clara Stout, knap 18 hektar til Save the Redwoods League, en nonprofitorganisation, der – dengang såvel som nu – har som mission at beskytte redwood-træerne.
Anbefalede vandreruter i Redwood Nationalpark Lady Bird Johnson Grove Opkaldt efter tidligere præsident Lyndon B. Johnsons førstedame, Claudia ”Lady Bird” Johnson. I 1969 dedikerede daværende præsident Richard Nixon et område i Redwood Nationalpark til Lady Bird Johnson, der i sin tid som førstedame arbejdede for at bevare amerikansk naturlandskaber og -ressourcer. Lady Bird Johnson Grove ligger ca. fem en halv times kørsel fra San Francisco. Turen rundt på stien er 2,25 kilometer lang og har en stigning på 30,5 meter. Stout Memorial Grove Opkaldt efter tømmerbaronen Frank D. Stout, hvis hustru donerede de knap 18 hektar til nonprofitorganisationen Save the Redwoods League i 1929. Det er en af de letteste stier at bevæge sig rundt på; den er kun 0,88 kilometer lang og har en stigning på bare 12,2 meter. Ligger knap halvanden times kørsel fra Lady Bird Johnson Grove i Jedediah Smith Redwood’s State Park, der er en del af Redwood nationalpark. Boy Scout Trail Med en stigning på 228 meter og en længde på 8,5 kilometer, er denne rute mere krævende end de to første, om end den er tilgængelig for de fleste. Men den er smuk, og naturen synes mere rå. Der er tale om en ud-og-tilbage-rute, men den er langt fra kedelig; ruten tilbage – hvor man oplever naturen fra den modsatte side - er mindst lige så fascinerende. Kan nås i bil et kvarters kørsel fra Stout Memorial Grove. Der findes mange flere vandreruter i parken. Find dem på nationalparkens hjemmeside www.nps.gov/redw/index.htm |
Træerne i dette område nyder godt af den nærliggende Smith River, der i perioder går over sine bredder og dermed bidrager til at berige kæmpegranerne med næring fra jorden. Træerne står lidt længere fra hinanden, end de gjorde på Lady Bird Johnson Grove; de åbner sig mere op og lukker mere lys ned til skovbunden, hvor vi sommetider må forcere enorme, væltede træer. Undervejs er der opstillet bænke, hvor man kan tage et hvil og suge roen til sig. På én af bænkene er Shakespeare citeret: ”One Touch of Nature Makes The Whole World Kin”.
Vi kører igen afsted for at finde et passende sted at være for natten. På Jedediah Smith Campground, som også ligger i nationalparken, har man mulighed for at parkere
sin bil og sove under de beskyttende trækroner. Hver plads har tilknyttet en boks, hvor man kan opbevare sin mad, så de lokale bjørne ikke lokkes til af fristelserne. Her er man tæt på naturen.
De hemmelige liv
Da det igen bliver morgen, kører vi få minutter væk fra campingpladsen for at spise morgenmad. Vi drikker kaffe og samler kræfter til dagens vandretur, der kommer til at
foregå på Boy Scout Trail en lille halv times kørsel herfra. Det sidste stykke af vejen derhen er smuk, men enorm ujævn, så beregn ekstra køretid. Et godt råd er at medbringe rigeligt af vand og snacks.
Hele ruten er 8,5 kilometer lang. Terrænet her er mere ujævnt end på de to foregående stier, og naturen er også anderledes. Ruten kan måske bedst beskrives som en rå demonstration af det, som redwood-træerne kan og er. Med undtagelse af et udmærket stisystem, er der ikke meget, som mennesket har haft sine hænder på her. Træerne og plantevæksten er gammel og uberørt, og det i sig selv indbyder til eventyr. Vi hopper over og under væltede træer, kravler langt op på de største af slagsen og bliver mindet om, hvor små vi egentlig er. Godt 4 kilometer inde støder vi på et lille vandfald, og så er stien ikke længere; vi må vende om og gå tilbage ad den samme vej, vi kom fra. Solen bryder frem mellem trækronerne
engang imellem, og vi sætter os på en væltet træstamme, vender hovedet mod lyset og lukker øjnene. Bare for et kort øjeblik.
Stien er ikke anstrengende at gå på, selvom man bevæger sig lidt op og ned i terrænet. På et tidspunkt kigger jeg til min venstre side, hen på bregner og blade og kæmpe træstammer, der fortsætter både opad og nedad i jorden et sted, som jeg ikke kan se. Bevoksningen er tæt og uberørt, og jeg forestiller mig, hvad der gemmer sig de steder, øjet ikke har en chance for at nå. Hvilke dyr har deres helt eget liv derinde? Det er tankevækkende, at der gemmer sig liv ikke langt fra, hvor vi lige nu sætter vores fødder, og
at det kan få lov at være i fred. I mit stille indre håber jeg, det bliver ved, og at dette prægtige naturområde får lov til at fortsætte med at eksistere på sine helt egne præmisser i tusindvis af år endnu.
Tryllebundet
Vi slutter vores Redwood-eventyr i Crescent City, hvor også nationalparkens hovedkontor ligger. Det er overskyet nu, og vinden har godt fat, mens vi går ned på stranden. Sandet er tungt og vådt og smukt, og vi går en kort tur, før vi løber op ad skrænten igen, skarpt forfulgt af den bistre vind. Det er tid til at få os et klassisk, amerikansk diner-måltid, før vi med vemod kører videre og væk fra kæmpetræerne, som tryllebandt os. De vil for altid stå tydeligt og
lyslevende i vores bevidsthed.
Hvornår skal man besøge nationalparken? De bedste tidspunkter at besøge stierne på er groft sagt, når der ikke er mange andre, der besøger dem. Nationalparken bliver mere og mere populær, og derfor kan man i weekenderne i sommermånederne (juni-august) forvente en lang kø af biler mod de mest populære stier. I vintermånederne er der langt færre turister. Vær opmærksom på, at stierne godt kan være mudrede i perioder med meget regn. Med det rette fodtøj er det dog ikke noget problem. Vi besøgte stierne en fredag og en lørdag i april, hvor der ikke var voldsomt mange turister, og vi gik for det meste helt alene. Kom gerne så tidligt på dagen som muligt for at undgå de største menneskemængder. Det er muligt at campere i Redwood National Park: Der findes en campingplads i både Jedediah Smith, Prairie Creek, Gold Bluffs Beach og Mill Creek. Sidstnævnte er kun åben i sommermånederne. Med bil eller telt koster en overnatning 35 dollars (godt 240 danske kroner). Campingpladserne er det eneste sted, man skal betale for at opholde sig i nationalparken, der ellers er helt gratis at besøge. |