“It’s like it’s a seperate part of your body.”
Min osteopat daskede let til min højre fod. Sidste gang, jeg var her, lagde han foden mod sin brystkasse og skubbede den og benet ind mod min krop for at tjekke et eller andet, muskulaturen i mit ben eller hvad ved jeg, og da bøjede anklen pludseligt og lige så let, som var det en knækket fjer. Han blev forskrækket, da han faldt forover. Det var han ikke vant til, at ankler gjorde. Så i går behandlede han den mere varsomt.
Han er svensk, det er derfor, han nogle gange taler engelsk til mig. Især hvis han forsøger at være sjov.
Efter behandlingen lænede han sig tilbage i sin stol med en bekymret mine. Officielt var det min sidste behandling. Sundhedssikringen har kun givet tilskud til tre gange, men jeg er langt fra helbredt. Det ved både han og jeg.
“Så du er svimmel hver gang, du bevæger dig?” spurgte han. Det bekræftede jeg.
“Selv på en gåtur fra sofaen ud i køkkenet,” sagde jeg.
“Og hvor ofte kaster du op?”
“I de perioder, hvor det sker, er det omkring én gang hver morgen, før jeg får morgenmad. Så er det vand eller galde, der ryger op.”
Det forstod han ikke. Det giver ingen mening at kaste op før maden, sagde han. Faktisk er der ikke meget, der giver mening for ham, når det kommer til min krop.
“Dine symptomer er ikke ualmindelige. Men sammenhængen er lidt mærkelig. Og da jeg først hørte din teori om, at din fod kan være medvirkende til at skabe problemerne, var jeg skeptisk. Men det kan bestemt have betydning for din svimmelhed og kvalme, at du ikke kan gå ordentligt.”
Han tilføjede:
“90 procent af dem, jeg behandler, har det bedre efter første behandling. Nu har du fået tre behandlinger, og du har det ikke bedre. Det giver ingen mening.”
Da jeg gik fra hans kontor, smilede jeg. Det føltes egentlig ægte nok, smilet. Mange gange smiler jeg for at virke som et stabilt menneske med et vist overskud i livet, men sandheden er, at jeg ikke har været glad længe. Jeg er for udmattet og for dårlig og har svært ved at se det positive i hverdagen, kan slet ikke finde glæde i det ekstraordinære.
Men efter behandlingen smilede jeg. Måske fnøs jeg en enkelt gang, mens jeg langsomt gik ned ad trapperne og videre ud på gaden. Læger, hospitaler, neurologer, fysioterapeuter, osteopaten - ingen kan svare på, hvad der er galt med mig. Min krop bliver ved med at være et mysterium, og hvis ikke jeg kan finde det komiske i det, kan jeg lige så godt lægge mig under dynen og blive der. Håbe på et mirakel.
*
I sidste uge, da vi befandt os i New York, var jeg også svimmel. Byen i sig selv kan være svimlende, den er magisk, selv med en syg krop. Men at gå svimmel gennem byen kan bedst beskrives som en oplevelse af ikke helt at være til stede. Som om en dirrende membran eksisterer mellem mig og den verden, alle andre ser. Nogle gange blinker jeg og tror, jeg er et andet sted. Så flygtige er øjeblikkene, når kroppen vakler.
Da jeg kom hjem, blev jeg syg. Jeg mener: jeg blev syg, som jeg sjældent har oplevet det før. Corona, måske. Om natten måtte jeg ligge på ryggen, for hvis jeg vendte mit hoved i en vinkel lidt for meget til enten højre eller venstre, begyndte hele rummet at dreje rundt. Jeg måtte lægge en pude til højre for mit hoved som støtte for ikke ved en fejl at komme til at kigge til siden og kaste op.
På et tidspunkt, da jeg rejste mig fra sofaen for at skulle tisse, væltede jeg. Jeg græd, da jeg lå der på gulvtæppet, fordi jeg var bange, tror jeg. Jeg følte mig ikke tryg i min krop. Jeg var så svimmel, at jeg ikke engang kunne stole på, at mine ben kunne fragte mig ud til toilettet. Jeg kravlede fremad, A hjalp mig op. På toilettet kastede jeg op, og jeg blev siddende på det kolde flisegulv længe i håbet om, at opkasten ville give en midlertid lindring. Det gjorde den på ingen måde.
Det var, som om de sidste mange måneders ubehag havde samlet sig og nu ramte mig på én gang. Alle mine symptomer på speed.
Jeg var stadig ikke rask, da det blev mandag, men jeg havde det godt nok til at tage metro, S-tog og bus til Hvidovre hospital. Det var et vigtigt møde, jeg skulle til, for jeg skulle endelig have taget de indledende tests til min operation, som skulle foregå den efterfølgende mandag. Jeg var ved godt mod, håbefuld, da jeg satte mig i stolen mellem lægen og sygeplejersken. Men så snart jeg sagde, at jeg var lidt forkølet, kastede de ét blik på hinanden. De sendte mig hjem med beskeden om, at de måtte udskyde min operation.
“Der er for stor risiko for infektion, når du har været syg,” forklarede de. Samtalen tog maks fem minutter, turen dertil havde taget 50, og nu skulle jeg tilbage ad samme vej.
Jeg tror ikke, der er noget, der bliver bedre, før jeg få metallet ud af min fod. Jeg tror, det er inflammation fra min ankel, der påvirker hele kroppen. Jeg tror (eller håber), at jeg efter operationen vågner med ondt i foden, men at tegnene på inflammation langsomt vil fordufte i tiden derefter. At jeg inden længe vil kunne gå igen, banke på hos lægen, fysioterapeuten, osteopaten, pege på min fod og sige: Hvad sagde jeg. Jeg vidste, hvad der var galt med mig, da I ikke gjorde.
Hvis ikke, det sker, ved jeg ikke længere, hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke håbe på et mirakel, for jeg tror ikke på dem.
*
Det kunne være et dystert sted at afslutte teksten, så lad mig skrive om noget andet. Jeg var ved at skrive noget med at “tænke positivt”, men hvor er jeg dog træt af at skulle tvinge mig selv til at tænke noget som helst, og hvad betyder det egentligt, at tænke positivt, det er noget, man siger til dem, hvis mundvige krænger lidt for meget nedad, fordi det er nemmere at diktere glæde end at lytte til deres brok. Vi skal jo alle helst være så glade som muligt, og gerne hele tiden. Jeg har selv opfordret andre til bare at tænke positivt, og i lang tid har jeg troet på, at hvis man bare tænker fucking positivt, så kan alle problemer i sidste ende løses.
Men “man” kan ikke altid tænke sig ud af en situation. Det er svært at være glad, når man ikke orker at træne, se mennesker, gå en tur, arbejde, skrive, læse. Og det handler ikke engang om ikke at orke det: Jeg halter, så jeg kan ikke gå en tur uden at forholde mig til min ankel og hele mit ben efterhånden, og hvis jeg går bare en lille tur, skal jeg acceptere, at det hele gynger lidt. Hvis jeg cykler, udgør det til tider en sikkerhedsrisiko for mig selv og dem omkring mig. Fordi jeg er så svimmel hele tiden, at der bare skal én forkert bevægelse med hovedet til for, at jeg ender i asfalten.
Efter feberen har jeg alligevel forsøgt at tænke … anderledes. A er god til at skubbe lidt til mig, så jeg ikke svælger (for meget) i selvmedlidenhed. I går, da jeg endelig følte mig nogenlunde frisk igen, lavede jeg risotto. Jeg stod i køkkenet og blendede, rørte og smagte til, og jeg var glad. Jeg nød det, og nydelse er en sjældenhed de her dage. Jeg har aldrig været særlig glad for at lave mad (det var ikke noget, jeg gad bruge min tid på før i tiden - jeg havde jo altid så travlt, vigtigere ting at tage mig til), men nu er det noget af det, jeg kan, uden at jeg får det skidt. Jeg er begyndt at læse mere og har besluttet mig for (at prøve på) ikke at slå mig selv oven i hovedet over, hvor “uproduktiv” jeg er. Den følelse af dårlige samvittighed er en af mange grunde til, at min krop lige nu har brug for omsorg. Så jeg læser, drikker te, sover midt på dagen, kigger ud på regnen. Og smiler. Efteråret er her, og jeg har ventet længe på det.
コメント