Læs digt på Slagtryks hjemmeside
jeg tænker ofte på, om det er i dag, jeg skal dø i en højresvingsulykke på vej mod arbejde eller til en skydegal mand i metroen mellem stationerne og jeg ville aldrig nå hjem og kysse dig lægge mig til rette i din store ske falde i søvn, vågne og gentage det hele forfra
en drengs ansigt i metroens vindue han har en strikket hue på ‘ohohoh’ står der på den det er snart jul han holder sin bedstemor i hånden
den sidste jul, hvor mormor levede hun havde iltslange i næsen og lang nissehue på
den hvide kugle hang ned foran brystet hun lagde hovedet på skrå og smilede til kameraet det er flere år siden jeg begravede næsen i hendes bløde kind nisserne gemmer sig i lejligheden på hylden i køkkenet bag stempelkanden på badeværelset under en klud vi fjerner dem løbende gennem januar egentlig er lejligheden din vi gik fra hinanden i efteråret i 24 timer havde jeg ikke noget hjem jeg ejer ingenting slet ikke dig
min mormor fødte fire børn de voksede op i et hus, min morfar byggede med sine hænder i sin dagbog skrev mor om livet på landet hun fandt den for nogle år siden, læste højt et sted beskriver hun, hvordan de hentede roer hos naboen en søndag eftermiddag et højdepunkt, og vi grinede, da vi læste det en gang om året tog mormor min mor og onkel med til byen tvillingerne skulle have nyt tøj mormor havde sparet sammen hele året lagt penge hun havde fået af morfar til side det var som juleaften kortvarigt at glemme, at de var fattige
mor græder ofte, når vi taler om morfar og mormor tårerne som en direkte forbindelse til fortiden nogle gange græder jeg også jeg tænker på, at mormor drømte om at se bjerge, men aldrig nåede det og på brændeovnen i stuen, hvor min bror og jeg satte os på gulvet for at se morfar tænde op hvordan plastikgulvet bulede opad forskellige steder i gangen og køkkenet mormors glasaskebæger, som blev smidt ud, da hun brækkede ryggen det var et par år efter, de flyttede fra huset hvor de havde boet i 50 år morfar døde først, det var lungerne mormor var gennemsigtig til sidst, men duftede af sig selv Bamseline med blomster, syntetisk hendes natkjole: lyserød og tynd, den formede sig efter knoglerne sygesengen blød som mos til sidst faldt hun i søvn, uden at vågne
jeg tænker tit på de børn, vi måske får en dag eller hvis vi går fra hinanden og får børn med andre så tænker jeg på, hvordan jeg vil fortælle dem om dig måske hvordan dit smil kunne transformere dine øjne på en helt særlig måde og at vi passede på hinanden, men at det var svært i de perioder, hvor vi begge havde brug for at den anden var stærkere jeg ville nok fortælle, at det bedste ved at være sammen med dig var, at jeg følte mig fri men at det kan være svært at have alverdens muligheder gad vide, om jeg vil savne dig, hvis mine børn ikke arver din næseryg og din hårfarve jeg vil nok forestille mig, hvordan de havde set ud, hvis du havde været deres far måske ville vi have givet dem samme frisure, som din mor gav dig, da I boede i Norge, og hun klippede dig i køkkenet
men jeg tænker mest på de børn vi måske får sammen dem vil vi tage med til bjergene, hvor luften er anderledes end derhjemme pege på kæderne af bjergrygge, der omkranser os, lade dem mærke det smukke i at være lille vi vil introducere dem for Harry Potter og for skøjteløb, gymnastik og håndarbejde, og de skal have lov at hade det vi elsker, og elske det vi hader de skal ikke mangle noget, men heller ikke tro, at de kan få alt vi vil tage dem med til deres bedsteforældre, så de kan høre historier om dengang, der ikke fandtes telefoner og computere, dengang bilerne så anderledes ud de vil spørge, hvad er roer? og, kan vi rejse til Norge? jeg vil vise dem billeder af mormor og fortælle om hendes bløde kind, og en dag vil et af børnene presse en pegefinger mod min kind og grine og børnene vil vokse op, blive konfirmeret eller måske ikke, og til den tid har vi begge fået rynker, og dit hår har fået grå stænk, ligesom du altid har ønsket dig
jeg holder af at tænke på os to som skrøbelige sammen hvordan jeg holder din stok, når du skal bruge begge hænder for at komme ind i bussen hvordan du holder fast i min albue, så jeg ikke glider på de glatte fortove i december, på vej hjem til vores ældste barn for at holde jul og når du får en blød pakke af dine børnebørn, vil du pakke den op og se, at det er en hue med teksten ‘hohoho’ foran jeg vil pege og sige: den minder mig om noget men jeg vil ikke kunne huske hvad
måske vil det minde mig om dengang, vi var unge og jeg vil tænke på den hue, du gav mig i fødselsdagsgave, engang før vi fik børn fordi du ikke kunne lide mine hatte, store og fjollede, den ene med en kvast på toppen, som vippede, når jeg gik
og jeg ville huske de dage, de mange dage, hvor jeg ikke kunne mærke, om jeg elskede dig og efter du har pakket gaven op, tager du huen på og krammer dine børnebørn, og jeg vil række ud efter din hånd, sige, at jeg elsker dig, hvis ikke med ord, så med øjnene og jeg vil vide, at hver gang, jeg har sagt det, har det været sandt