For ni år siden gik jeg caminoen i Spanien. Da jeg efter 12 dage og mere end 300 km nåede frem til katedralen i Santiago de Compostela, sagde jeg til mig selv: ‘Aldrig mere’. Mit venstre knæ var overbelastet, min højre ankel var øm, jeg havde vabler overalt, og jeg havde tabt mig så meget, at jeg ingen bryster havde tilbage. Det var en hård, fysisk udfordring, som jeg ikke havde forberedt mig nok til.
For tiden er der mange ting, jeg ikke kan. Jeg kan ikke gå særlig langt uden smerte eller frygten for at falde. Sådan har det været i flere måneder, og jeg begynder at tro, at det hænger sammen med den ankel, jeg brækkede sidste år. Siden da har intet været det samme.
Jeg kan ikke bevæge mig hurtigt, for så får jeg kvalme og bliver svimmel. Jeg bruger det meste af min tid på at ligge på sofaen og læse om måder at hele sig selv på. Utallige lægebesøg, blodprøver, EKG’er og jeg ved ikke hvad har alle givet samme resultat: Jeg er rask.
Men jeg er ikke rask. Jeg er syg. Jeg tror aldrig, jeg før har været så syg.
Om morgenen er det værst. Nogle gange kaster jeg op, mens maven stadig er tom. Gul galde eller vand, hvis jeg har nået at drikke lidt. Først efter morgenmaden bliver det til at holde ud. Eller sådan var det i en periode. Men den sidste måned har ikke engang mad kunne holde kvalmen nede. Jeg har isoleret mig fra mennesker, jeg holder af, både fysisk og digitalt. Jeg kan ikke rumme andre end mig selv.
Jeg har været hos min læge mange gange over de sidste mange måneder. Hun gættede i første omgang på, at alle mine symptomer skyldtes stress. Da jeg så hende sidste gang for nogle uger siden, hvor kvalmen, svimmelheden og depressionen syntes at have taget til, virkede hun opgivende på mine vegne og bemærkede, at antidepressiver måske ville være den bedste mulighed, alt taget i betragtning.
Jeg græder meget. Virkelig meget. Det kulminerede på en måde sidste weekend, hvor tårerne ud af det blå gled ned over mine kinder, da A og jeg kørte i tog tværs over Sjælland. Jeg græd og græd uden at vide hvorfor. Som om togets bevægelser i sig selv havde fået tårerne til at falde. Jeg var så ked af det, men jeg vidste ikke hvorfor. Alt, jeg ville, var at tage hjem igen, lægge mig på sofaen og sove og græde.
Jeg forstår, hvorfor antidepressiver er så tillokkende for folk i lignende situationer som min. Når gråden og den altoverskyggende tristhed får lov at fylde mere og mere, må det være fordi, man er deprimeret, vil den logiske tanke være, og hvis ikke samtaler med psykologen hjælper nævneværdigt på det, må det betyde, at der ikke er andre muligheder. Sådan begyndte jeg at tænke, indtil jeg snakkede med en veninde, der også er læge, og igennem hele sit liv har kæmpet med sygdom i kroppen, kronisk inflammation for at være mere præcis. Hun lyttede til mig fortælle om mine gener (det gør jeg generelt meget for tiden, måske for at sikre mig, at folk ved, hvorfor jeg er træt og stille og ved siden af mig selv), og hun begyndte at gætte på, hvad der var galt med min krop. At den er fuld af inflammation, bl.a. fordi den bekæmper fremmedlegemerne i min ankel. At mit immunforsvar er på overarbejde (og nok har været det i årevis), hvilket bl.a. går ud over min fordøjelse. Fordøjelsen og tarmene har som bekendt enorm betydning for ens psykiske helbred og kan forklare, hvorfor jeg det seneste halve år er begyndt at føle mig mere og mere deprimeret.
Hun tilbød mig nogle svar og et håb, som ingen sundhedsprofessionel indtil videre havde kunnet give, og nu læner jeg mig op ad hendes råd for at få det bedre. Det handler helt simpelt om både at fjerne madvarer, som skaber inflammation (gluten og mælk eksempelvis) fra min kost samtidig med, at jeg tilføjer flere af de gode (fødevarer, der bekæmper inflammation og hjælper fordøjelsen, f.eks. selleri og ingefær i juiceform). Jeg vil gerne fortælle mere om det, når jeg ved, om det virker for mig. Og lige netop i dag begynder jeg at tro på, at min krop faktisk kan hele sig selv. I morges kunne jeg både drikke vand og friskpresset juice uden at få kvalme. Det er en lille milepæl.
Det er utrolig svært at ligge så stille, som jeg gør og har gjort, og langsomt både se og mærke mine muskler i højre side (samme side som foden, jeg brækkede, sidder i) af kroppen svinde ind. Det kan godt føles lidt som at spilde tiden, selvom jeg forsøger at lytte til min psykolog, der siger, at man nogle gange er nødt til at gøre noget godt for kroppen (f.eks. ligge stille en hel dag, fordi det er det, kroppen tydeligvis har brug for), før man kan gøre noget som helst andet (dyrke motion, skrive og arbejde, f.eks.). Hun har ret. Lige nu er jeg nødt til at bevæge mig langsomt gennem verden for på et tidspunkt at kunne gå normalt igen (selvom jeg nogle gange kan blive i tvivl om, hvad normalt i virkeligheden dækker over).
Metallet, der blev indsat i min fod sidste år, da bruddet på anklen skete, skal væk om nogle uger. Jeg håber, at det bliver begyndelsen på enden på det, jeg mistænker er inflammation i min krop. Jeg skriver, at det hele blev slemt, da jeg brækkede anklen, men det er nok ikke hele sandheden. Bruddet forværrede måske nærmere nogle tilstande i min krop, som var der før. Hvis ikke, jeg havde brækket anklen, ville jeg nok ikke have gjort op med status quo, sagt mit job op for at håndtere stressen i min krop, sat tempoet ned og begyndt at lytte til mig selv. Det er jeg blevet tvunget til nu, og når jeg tænker over det, er det egentlig fantastisk at nå til sådan et vendepunkt i mit liv - point of no return, om man vil - fordi det tempo, jeg i mange år havde lagt for dagen, på ingen måde var holdbart på lang sigt. Jeg har intet andet valg end at leve mit liv på en anden, mere bæredygtig måde fremadrettet.
Når engang jeg kan gå igen - uden smerte og frygt for at falde på brosten, græsplæner eller asfalt - vil jeg gøre mit bedste for ikke at tage det for givet, og jeg vil smile, grine og juble den dag, jeg igen har en krop, der kan tage ét skridt ad gangen og tilbagelægge 300 kilometer på 12 dage.
Men først skal kroppen hele.
Comments