Læs digt på Oxy Magazines hjemmeside
Den typiske cyklus varer 28 dage. Hun har allerede blødt én gang i april, nu gør hun det igen, så hun har ikke flere bind. Manden i butikken under bliktaget spørger, hvad han kan hjælpe med. I would like this, hendes pegefinger erstatter ordet for firkanterne af bomuld. Der er blod i hendes trusser, hun køber også en banan. Bindene er presset sammen som en harmonika og samlet i hvidt plastik. Han svøber pakken med avispapir og lægger først bananen, så bylten i en plastikpose. På turen hjem svinger hun den foran sig, blå og gul og
hemmelig, du må for alt i verden holde det hemmeligt, dit stakkels urene pigebarn, 13 år er ingen alder at blive gift, er du klar til sex og til barnet i din krop, hun kan overtage den seng, du sover i
Husk: Du må ikke få pletter på sengetøjet mens du sover, bløder, forsøger at være et
menneske uden penge græder når hun har menstruation
der er et mærke på stolen hun lige har rejst sig fra
hendes far kigger væk
i nat sover hun i stalden
fugter høet med sine tårer
med blodet
i morgen er stolen i skolen
den hun plejer at sidde på
ren og tom
på et hotelværelse i Spanien
er der ud over en stol også en seng og et spejl på badeværelset
men så er der heller ikke flere møbler ikke engang en toiletspand
hendes rygsæk er smidt i hjørnet hun
læser en bog med et lyserødt omslag da
det banker på døren come in hun ved godt hvem det er
han er høj og tynd og australsk
kysser hende på halsen og brystvorterne
rejser sig under tungen
sniger sig ind under trusserne de reneste hun har
fingrene hjælper til
I guess it’s shark week down here
hans fingre bløder hendes blod
hvidt sengetøj de røde læber drypper
smelter sammen med kroppen der er hendes
en membran så tynd at hun kan
mærke verden i sig
den bløder med hende da hun
overgiver sig i et skrig
hans skrig et ekko af blod
da han trækker sig ud og væk
kysser hende der
hvor han ikke længere er
Der findes mere end 5.000 slangord for
rødbedeskede jordbæruge tante rød
menstruation
hun kan ikke sove, tæller måneder i stedet for får. hun har ikke rørt et bind siden januar, tør ikke tisse på en pind, har faktisk ikke lyst, rammer altid forkert, der er altid tis over hele hånden, hun har ikke tænkt sig at ofre en kop på det projekt. hvad skal hun for helvede gøre med en baby, hun er vant til at sove alene. i morgen, når solen står op, vil hun græde i morgenlyset.
jeg kan ikke holde det her ud
har du stadig ikke fået det røde
hun læser hans sms mens hun tisser uden formål
graviditetstesten ligger inderst i køkkenskabet
der kommer hun sjældent
musklerne trækker sig sammen omkring middag, hendes hud er levende, den er vågnet fra en døs, hun lægger sig i fosterstilling på gulvtæppet. min verden skal farves rød, jeg vil svømme i mit eget private hav og drikke min egen væske, please, jeg kan ikke være nogens mor. hun spiser Oreos og drikker cola, ville ønske at hun ejede hans evne til at lave en creme brulée fra bunden, men hun kan alligevel ikke rejse sig. han er to timer fra at komme forbi med en graviditetstest, engang var det røde roser. dengang de bollede regelmæssigt så hun ham sjældent, når hun havde menstruation, det var vist for upraktisk for hans lem. smerten er sød, hun trækker ned i sine blodrøde trusser.
da han banker på døren klokken 12
forsøger hun at udrede sine muskler
en navigation i kramper
kravler hen til døren smiler til hans fødder
bare rolig, der er ingen baby
han hjælper hende på benene
hun kan ikke mærke da han omfavner hende
placerer hende på gulvet hvor hun kom fra
jeg har en aftale, men tak for at bløde
du ligner en reje som du ligger der
han beholder testen i lommen
det kunne have været kærlighed
men det er det ikke
hun kærtegner maven langsomt
ligesom den første gang
hun lagde sig på jorden for at mærke
sig selv blive til det de kalder
kvinde
