top of page

Frihed og farver på den amerikanske vestkyst

Tag med på en frihedens tur fra San Francisco gennem nationalparker, store kløfter og farverige byer.


Oprindeligt bragt i Rejsemagasinet Vagabond i 2020


Lyden af kameraet er det eneste, vi hører. Vi er på vej ud af San Francisco over Golden Gate Bridge i en smuk, regnbuefarvet bil, og det er muligvis en af de bedste måder at begynde en rejse på. Det er nemt helt at glemme, at jeg har en voldsom lang flyvetur bag mig og stadig er ramt af jetlag. Dagens sidste stråler fortæller, at der er noget godt i vente.

Men hvorfor skulle der ikke også være det? Jeg er ved at udleve drømmen om frihed på fire hjul i USA, land of the free! Med mig har jeg en tung kuffert, en sød kæreste bag rattet og et hukommelseskort, der kan håndtere mange flere solnedgange. Vi kører i den bil, vi helst vil køre i, vi har redskaber til at finde de bedste campingpladser, og vi har planlagt en rute som vi muligvis, muligvis ikke, vil følge. Med andre ord: Vi er frie til at gøre lige præcis det, vi ønsker os. Og planen er at gøre det i staterne Oregon, Arizona, Nevada og Californien, hvor seværdigheder som Lake Tahoe, Yosemite Nationalpark, Death Valley og Grand Canyon står på listen.




Drømmen om et roadtrip gennem USA er jeg nok ikke ene om at have sukket længe efter, og der findes utallige rejseselskaber, der hellere end gerne vil føre den ud i livet. Og det kan netop være et passende sted at starte for alle os, der får en smule åndenød af at skulle gøre drøm til virkelighed. For er der ikke virkelig mange ting, der skal være i orden, før man med en vis ro i maven kan begive sig ud på de amerikanske landeveje? Det korte svar er: jo. Og den viden kan godt give anledning til bekymring. Men som vi også erfarede i planlægningens spæde start, bunder det meste af den bekymring blot i god, gammeldags uvidenhed.


Bilen Ricky

Det er mørkt, da vi endelig når den campingplads, vi har udset os i app’en WikiCamps. Den giver os et fuldt overblik over campingpladser nær os, og det er meget vigtigt i et land som USA, hvor der ikke er allemandsret, og hvor der sagtens kan være langt mellem campingpladserne.


App’en er én af de mange ting, vi har sørget for at have styr på hjemmefra. Bag os ligger timevis af planlægningsarbejde. Vi tog de første beslutninger for blot to måneder siden, da vi havde et møde med en rejseplanlægger. Vi forelskede os hurtigt i en bil fra firmaet Escape Campervans, og vi kunne pludselig ikke se os selv køre i andet end den farverige bil, hvor man kan sove to mennesker og lave mad, og der er også mulighed for at pakke sengen sammen og få bord og siddeplads i stedet. Køkkenet dukker op, når man åbner bilens bagsmæk, og det er virkelig skønt at have et mobilt køkken på en så lang tur, som vi har begivet os ud på.


Roadtrip via rejseselskab


Føles det uoverkommeligt at planlægge turen fra bunden, vil det give god mening at benytte et rejseselskab. De kan præsentere alle de forskellige muligheder, der er for at køre rundt i USA, og vigtigst af alt har de styr på, hvilke forsikringer man skal købe. Desuden kan de hjælpe, hvis der kommer ændringer i rejsen eller hvis man har behov for hjælp undervejs.


Et rejseselskab kan også hjælpe med at booke flybilletter og give gode råd til, hvilke steder man skal besøge på sin tur. Få eventuelt også hjælp til at finde et sted at sove i den by, I henter eller afleverer bilen i, så I også kan udforske den.


Jysk Rejsebureau, USA Tours, FDM Travel og Kilroy er bare nogle af de danske rejseselskaber, der kan hjælpe med at planlægge turen.


Escape har navngivet vores bil Ricky, og vi ser ingen grund til ikke at være på fornavn med ham. Han bliver vores trofaste følgesvend de følgende uger, vores værn mod sandstorme og regn. Og så er han et farvemekka af særlige penselstrøg. Alle Escapes biler har hver deres helt unikke designs og egne navne, opkaldt efter kunstneren, der gav den farve.


Som sagt har vi styr på det hele: Vi har de dyreste forsikringer til bilen, for det skal man have i et land som USA. Vi har et halvdyrt simkort i den ene mobil, så vi kan være i kontakt med omverdenen. Vi har styr på det hele på nær én ting: Vi har glemt at hæve kontanter, men den første campingplads, vi kommer til, ikke tager imod dankortbetaling uden for receptionens åbningstid. Vi er udmattede, så vi beslutter os for, at går den, så går den, og parkerer uden for en af de markerede båse. Vi tager et tiltrængt bad og en tandbørstning og falder ellers hurtigt i en let søvn, der klart er påvirket af den kriminalitet, vi føler, vi begår. Da det bliver morgen, skynder vi os afsted, før nogen opdager os.


Morgendisen er ved at stige til vejrs, men endnu ligger den nede mellem de bakkede dale. Vi er ikke kørt ret langt, før vi foretager vores første fotostop af mange. Den morgen handler vi ind i en af de mange, kæmpe supermarkeder, hvor man kan få alt – undtagen friske grøntsager. Til gengæld får vi alt andet, vi skal bruge, og fylder køleskabet op. Senere holder vi ind på en rasteplads og koger vand til kopnudler. Der er varmt i den bagende sol, så vi søger skygge på en bænk under træerne og får en pause.


Hjemsted for kæmpegraner

Vi får opbygget en form for rutine i takt med, at vi kører mod de ting, vi gerne vil se. Vi har lagt en forholdsvis stram plan, men vi erfarer også undervejs, at det kan være en fordel at tage den mere med ro og have muligheden for at tage impulsive beslutninger. Hvis det er den samme person, der sidder bag rattet hver dag, vil det også give mening at køre kortere strækninger, skulle jeg hilse og sige fra min kæreste.


Landskabet på turen langs den californiske vestkyst fra San Francisco og op mod Portland, der ligger i staten Oregon, er beklædt med gigant-graner, der udgør flere stats- og nationalparker, blandt andet Redwood Nationalpark, som er en anbefalelsesværdig og vildt fascinerende oplevelse. Træarten redwood er den højeste træart i verden, og et sted i skovene gemmer verdens højeste træ på godt 115 meter sig.



At stå blandt de enorme træer minder i virkeligheden meget om at køre på denne strækning i USA: Det er en meget rolig og tryg oplevelse, og det er en god måde at begynde sin amerikanske tur på. Vejene er nemme at køre på, og det er ikke lige her, der dannes trafikpropper. Desuden er der rigtig mange flotte og charmerende campingpladser her. Det anbefales at slå lejr på en af de pladser, der ligger gemt væk bag de kæmpe træer. Her skal man huske at gemme sin mad forsvarligt væk i enten bilen eller i boksene, der står ved campingpladserne, så de lokale bjørne ikke bliver lokket forbi.


En del af charmen ved det frie liv på hjul er oplevelsernes forskelligartethed. Det ene øjeblik får vi våde fødder på en strand i den lille by Crescent City. Det næste øjeblik står vi i Oregons ”mærkelige” by Portland. Det er indbyggerne selv, der holder liv i fortællingen om det mærkelige Portland, der er et mekka for kunstnere, flippere og livsnydere. Byens slogan er ”Keep Portland weird,” og det kan man også finde malet henover en husmur. Der er rig mulighed for hurtigt at føle sig godt tilpas her.




Nummerpladerne i staten Oregon er beklædt med grantræer, og der venter da også mange flere af disse træer på den anden side af Portland. Vi vender bilen og følger Colombia Gorge ned igennem Oregon inde i landet. Allerede på vej ud af Portland dukker prægtige Mount Hood op i horisonten, og før vi for alvor begiver os ud på vejene, stopper vi ind for at se vandfaldet Multnomah Falls.


Hjælpsomme amerikanere

Det føles, som om Mount Hood følger med, mens vi bevæger os fra Portland ned gennem landet. Vi er ikke kørt langt fra byen før vi beslutter os for at komme nærmere bjerget: Snart bliver skove til dale, der bliver til søen Lost Lake. På under to timer kan man altså køre fra storbyen Portland og få et storslået natursyn at se. I sommerperioden kan man overnatte på campingstedet her, men vi ankommer, mens der stadig er sne. Og det er en surrealistisk oplevelse: Ud over to andre turister og en lille flok vandrere, så har vi stedet for os selv, og vi bruger lang tid på at forsøge at blende ind i den øredøvende stilhed og observere omgivelserne.


Der er træer så langt øjet rækker på strækningen ned gennem Mount Hood Nationalpark og videre ned, til vi igen når Californien. På vejen formår vi at panikke over, at lidt for mange campingpladser stadig er vinterlukkede. En aften er solen ved at nærme sig horisontlinjen, da vi drejer ind på en forladt campingplads. Heldigvis møder vi ejeren Freddie, der slår 50 procent af prisen for en overnatning, fordi stedet er under renovation og derfor mangler adskillige funktioner. Mødet med ham understreger blot det, vi efterhånden har fundet ud af: at amerikanerne er et meget hjælpsomt folkefærd.


Det er nyttigt at have en guidebog med sig på turen rundt i det amerikanske landskab. Men det har også sin charme at stoppe i byer, der ikke lige er til at finde i den bog. Det gør vi i byen Bieber, hvor vi køber en is og en kæmpe avokado. Vi stiller os ud på den øde landevej og lader os overvælde af, hvor uendelig lang den lige vej synes at være. Så kører vi videre ad den.


Bjergtagende landskaber

Vi taber mælet et kort øjeblik. Foran os toner en klar, blå farve frem og danner Lake Tahoe. Den alpine sø er smukkere, end vi havde forestillet os. Krystalklar og rolig. Den tilhørende by er hjemsted for adskillige ski-resorter, men sæsonen er ikke til det nu. Vi parkerer Ricky mellem træerne på en campingplads ikke langt fra søen og går på opdagelse. Vi finder en bar, der serverer lokalbrygget øl, og vi går ture ved søen, som vi har svært ved at tage øjnene fra.


Den følgende morgen starter temperaturen ved søen nær nulpunktet, og i løbet af dagen, mens vi bevæger os fra toppen af Lake Tahoe over bjergkamme og gennem bakkede landskaber, holder vi pause ved en vejsidecafé og kigger uforstående på hinanden, da temperaturen pludselig er tæt på de 30 grader. Den aften, da vi slår lejr lige uden for Yosemite Nationalpark, står vi i shorts og T-shirts og tager billeder af det stjernespækkede nattæppe over os.


Vi bliver hurtigt klar over, at hvis man vil overnatte i selve nationalparken, skal man booke i god tid. Allerhelst måneder forinden. Derfor gør vi klogt i at slå lejr lige uden for parken. For som vi også må sande, da vi senere kører ind i parken, er det helt umuligt at få nogen form for overnatningsplads derinde.


Det kan også være en god idé på forhånd at sætte sig lidt ind i, hvilke vandreruter man har lyst til at forsøge sig med i parken. Der er mange at vælge imellem og mange sværhedsgrader. Dog vil jeg anbefale, at man kommer lidt opad for at få en bedre fornemmelse af, hvor storslået klippeformationerne er. Vi vælger tilfældigvis at gå ad ruten Upper Yosemite Falls, der hurtigt giver sved på panden. Til gengæld får vi et helt fænomenalt udsyn til spektakulære klipper, og vi kommer tæt på Nordamerikas højeste vandfald, Yosemite Falls. Ruten er besværet værd, selvom det alt for sent går op for os, at den er længere, end vi har tid at gøre godt med. Så vi må vende om og gå ad samme vej, vi kom fra.


Efter Yosemite er der næsten for meget af det gode på stribe. Vi siger hej til verdens største træ målt på volumen i Sequoia Nationalpark og finder en campingplads på den anden side, der kandiderer til at være den smukkeste endnu. Vandet er blodrødt, mens solen går ned, og vi er i første parket til synet. Det står i stærk kontrast til det sted, vi slår lejr den næste dag i Death Valley. Var vi ankommet blot få dage senere, ville campingpladserne herinde være lukket ned for sommeren. Vi forstår hurtigt hvorfor: Det er noget nær ulideligt at sove i en bil et sted, hvor temperaturen er tættere på de 30 grader end de 20, og hvor der ikke er aircondition og ingen mulighed for at åbne døren op. Der er natlige sandstorme i dødens dal, finder vi hurtigt ud af. Den nat sprøjter vi koldt vand på hinanden i et forsøg på at få bare få timers søvn.


Vi lærer mange ting om Death Valley – for eksempel ser vi, at det sagtens kan regne her. I gennemsnit falder der omkring 50 millimeter regn om året i parken. Nogle af de dråber rammer os, da vi står i Badwater Basin, Nordamerikas laveste punkt. Vi finder ud af, at man godt kan have for lidt tøj på i dalen, der er indehaver af nogle af verdens absolutte varmerekorder.


Bilfri Grand Canyon

Vi kører til Las Vegas og tager to overnatninger på hotelværelse, der især er kærkomment efter natten i dødens dal. Selvom man ikke skulle tro det, fungerer byen som et lille pusterum for os. Vi går fra den ene ende af byen til den anden til fods og nyder for et kort øjeblik, at vores seng ikke står på en bund af fire hjul. Dog føles det alligevel dejlig hjemligt, da vi igen vender tilbage til bilen og sætter kursen mod Grand Canyon. Man kan godt gå hen og blive afhængig af at bevæge sig mod nye steder.


Vi booker to nætter på en campingplads i byen Tusayan, der ligger lige før South Rim-delen af Grand Canyon. Vil man overnatte i selve parken, skal man være ude måneder i forvejen. Fra byen Tusayan kører en gratis shuttlebus ind i parken, som man kan hoppe på, hvis blot man har købt en billet til parken på forhånd. Det kan gøres i Tusayan.


Grand Canyon er præcis det maleriske syn, jeg altid har set på billeder. Vi bruger hele dagen på at se så mange vinkler af parken som muligt. Bevæger man sig ned i kløften, skal man huske at tage nok vand med. Her er varmere end på toppen, og skilte såvel som park rangers sørger for at gøre opmærksom på, at dehydrering er lidt for almindeligt her og ekstra farligt. Da solen går ned, finder vi en klippe at sidde på. Der er helt stille, mens himlen går fra varm orange til mørkeblå.


Vi begynder at nærme os slutningen af vores tur. Sådan føles det i hvert fald. Vi har været igennem Oregon, Nevada og Arizona og er tilbage ved udgangspunktet i den californiske Mojave-ørken. Her er det også heldigt, at vi har taget rigeligt med vand med os, for det viser sig, at der ikke er vand på campingpladsen i ørkenen. Landskabet er som taget ud af en gammel westernfilm, her er øde og smukt og barskt. Vi deler pladsen med en masse andre mennesker og falder i snak med et amerikansk par, der kører i samme type bil som os. Den farverige bil i sig selv er et godt samtaleemne.


Los Angeles på tre hjul

Da vi nærmer os millionbyen Los Angeles, begynder folk at dytte af os og lave fagter. Vi håber halvhjertet på, de agerede en form for velkomstkomité for os, men vi må sande, at de fortæller os, at vi har et fladt fordæk. Så vi må ind på en rasteplads, hvor vi ringer til det nødnummer, som udlejningsfirmaet har givet os. Hjælpen kommer hurtigt, og vi priser og lykkelige for, at vores dyrekøbte forsikring virkelig er det sikkerhedsnet, det skal være. Men jeg tør alligevel ikke tænke på, hvad vi ville have gjort, hvis det enorme søm havde spiddet vores dæk, da vi kørte i Oregon med intet andet end grantræer på begge sider og ingen dækning på det meste af strækningen.


Vi finder et værelse i byen og får indleveret Ricky på et bilværksted, så hans reservedæk kan blive skiftet. De skal beholde ham natten over, så det er heldigt, at vi har lidt luft i programmet. Min private chauffør får sig en tiltrængt pause, og de næste timer benytter vi os flittigt af taxatjenesten Uber. Trafikken er hektisk i ’the city of Angels’, så det er rart at bevæge sig rundt i den med en rutineret chauffør bag rattet.


Ricky er så god som ny, da vi henter ham, og regningen har biludledningsfirmaet allerede sørget for. Vi sætter kursen mod San Francisco igen, og på vejen slår vi et smut forbi Hollywood-filmenes go-to-spot, Santa Monica, hvor vi bliver tiltrukket af forlystelsesparken på strandpromenaden. Nogle timers kørsel senere er vi i Solvang, ’Danish Capital of America’, hvor vi spiser danske morgenkager på amerikansk manér. Vi taler med en kvinde, der arbejder i en af souvenirbutikkerne, og hun fortæller os, at der kun arbejder to danskere i hele Solvang. ”Jeg har hørt, at der er smukkere i Danmark end her,” siger hun, da vi køber en souvenir.


Vi kører ad Big Sur, en ikonisk del af Californiens kyst, og vi kører ind og ud af byer beskrevet i guidebogen. På vores sidste aften koger vi pasta og laver en sovs af vores madrester. Tidligt næste morgen er det med vemod, at vi afleverer Ricky på kontoret i San Francisco. 24 dage og ca. 3200 mil (godt 5150 km) nåede vi at have sammen. Det går nemt at aflevere bilen, og måske endda for nemt, viser det sig. Da vi endelig får bakset vores bagage i en Uber og sætter kurs mod centrum, stikker vi begge hænderne i lommen og hiver to sæt bilnøgler frem. Selvom vi ville elske at få Ricky med hjem, må vi alligevel få chaufføren til at vende om, så vi kan aflevere nøglerne. Vi vil ikke frarøve andre muligheden for at få lige så stor glæde af bilen, som vi har haft.


Gode råd til bilrejsen


Bil

Gør det som det første klart for jer selv, hvilken type rejse I ønsker. Vil I kunne lave mad i bilen og sove i den? Skal der være eget toilet? Foretrækker I at overnatte på moteller og hoteller? Der er biler og campingpladser til det hele.


Hæv dollars

Hav dollars med hjemmefra eller hæv i lufthavnen. Der er mange steder, især på campingpladser, hvor de ikke tager imod betalingskort, så det er godt at være i besiddelse af en del kontanter.


Simkort

Det er bydende nødvendigt at have et lokalt simkort til mobilen! Køb det allerede, når I lander i lufthavnen. Det kan godt betale sig at købe ét med data, men hvis I har downloadet diverse offlinekort hjemmefra, er det ikke nødvendigt at bruge en formue på alt for meget data. Medmindre I nødigt vil undvære det de aftener, hvor campingpladsernes internet ikke rækker langt. Vigtigt er det dog, at I har tale på telefonen, så I kan ringe til autohjælp og lignende. Og så er det også godt at sikre sig, at gps’en i mobilen fungerer. Den får I brug for.


Strøm

Et godt råd er at købe en USB-oplader, der kan lade diverse elektroniske ting op via cigarettænderen i bilen. Man kan også få en oplader, som almindelige amerikanske stik kan tilsluttes. Husk at tage en adapter med hjemmefra.


Miles

I USA regner man ikke i kilometer, men i mil. 1 mil svarer til godt 1,6 kilometer. Overvej, hvor mange miles I vil bestille på forhånd, når I booker bilen. Man kommer hurtigt til at køre mere, end man lige tror.


Camping

Et nærmest uundværligt hjælpemiddel på turen er en app, der giver et virkelig godt overblik over campingpladser i hele landet. ’WikiCamps’ fungerer godt: Den koster 17 kr., og de penge er godt givet ud. Den giver et fyldestgørende overblik over campingsteder til alle typer af biler, backpacker-hostels, informationscentre og vandopfyldningsområder. Vi nød især godt af andres anmeldelser af stederne og holdt altid øje med, om der var bad og toilet på campingpladserne. Og så er det ud fra hvert sted listet, i hvilken prisklasse det befinder sig i. Den fungerer også offline.


Comments


bottom of page