Enhver, der elsker Japan, bør fordybe sig i landets litteratur. Oplev Tokyos storslåede boghandlere og forfølg historien i kejserbyen Kyotos bogcaféer og antikvariater. Den litterære rejse er den måske bedste måde at nærme sig et ellers lukket japansk folkefærd med en kultur under forandring.
Oprindeligt bragt i Rejsemagasinet Vagabond i 2021
Vi bevæger os indenfor i mørket, hvor lugten af brugte bøger dominerer. Væggene er godt gemt væk bag hyldevis og stakke af bøger. Pladsen er udnyttet i det lille rum, og nogle skridt længere inde, halvvejs gemt væk bag bøger op ad endevæggen, sidder en ældre kvinde. Hun nikker kort, før hun kigger ned. Jeg forestiller mig, at hun sidder med en bog i hænderne. Det er da også let at fortabe sig i udvalget herinde, måske endda lade sig overvælde. Der er bøger i alle aldre: nogle er ved at falde fra hinanden, mens andre er mere velholdte. De fleste bøger er skrevet på japansk, men det afholder mig ikke fra at kigge nærmere på dem. Jeg ser ingen grund til at skynde mig videre herfra, for hvem ved, hvad der gemmer sig af skjulte skatte i det enorme udvalg af ord?
Antikvariatet i Kyoto er et af de sidste steder, min kæreste og jeg besøger, før vi forlader Japan. Det at være her, blandt fremmede tegn på et sprog, jeg aldrig kommer til at forstå, vækker min nysgerrighed. Det er den samme nysgerrighed, som ramte mig i de kæmpe boghandlere, vi besøgte i Tokyo, på bogcaféer i Kyotos gader og i metroen, når japanerne står med let bøjet nakke og læser.
Et sted i mig rumsterer tanken, at den bedste måde at lære japanerne at kende på, må være gennem kunsten, gennem litteraturen. Det har trods alt stor betydning for japanerne, at landet har været lukket indtil midten af 1800-tallet. Åbningen med Meiji-reformerne, der moderniserede Japan, førte til mødet med omverdenen, med det moderne og fremmede samfund. Undervejs er der gået kultur tabt, noget, som kræver tid og tålmodighed at forstå for fremmede som jeg selv. Men den findes endnu, Japans mystiske fortid, og i mødet med nutidens Japan og med litteraturen får jeg lyst til at kende mere til det, der forsvandt.
Hos boghandleren i Japan Gør dig selv den tjeneste at sætte tid af til Tokyos store boghandlere. Her skal du gå rundt og nyde synet at japanske bøger med æstetisk smukke forsider. Dem er der mange af, selvom det selvfølgelig er ærgerligt, at de for mange – som jeg selv – ikke er til at forstå. Men derfor kan man jo godt kigge på dem eller købe nogle med hjem som souvenir. Download evt. Google Translate som app; heri kan man tage billeder af de japanske tegn på bogforsiderne og få dem oversat. Så ved du, hvad du køber med hjem! Det kan også betale sig at bruge lidt tid på at finde bøger på engelsk, for eksempel findes der afdelinger i de store boghandlere med japanske bøger, der på samme eller modsatte side indeholder den engelske oversættelse. Jeg selv fik fat i det smukt illustrerede digt ’Spring & Asura’ samt bogen ’Long-ago Stories of Japan’. Sådanne bøger kan være med til at give fylde til ens videre rejse rundt i landet. I antikvariater handler det om at lade sig overvælde af historiens tyngde. Se desuden, om ikke du kan iværksætte din egen skattejagt og finde bøger på engelsk. Ellers er der rigeligt med gamle, charmerende og dekorative bøger, som kan se godt ud i boligen derhjemme. |
Den lukkede japaner og hendes bog
Vores rejse starter en uge tidligere i Tokyo, Japans pulserende hovedstad. Allerede i lufthavnen får jeg et boost af energi: Det føles som en drøm, der er gået i opfyldelse; muligheden for at dykke ned i og fare vild i den japanske kultur. Et enkelt blik rundt i ethvert lokale føles som en lille oplevelse i sig selv, og især de japanske tegn indbyder til spørgsmål. Hvad de betyder, aner jeg ikke, og det giver mig en følelse af at skulle kæmpe lidt mere for at forstå de mennesker, jeg nu er omgivet af. Mange turister må have det sådan, og det giver god mening. Japanerne er et professionelt folkefærd, der vil gå langt for at hjælpe hinanden og turister. Men de holder også deres følelser tæt ind til kroppen. De er høflige, men lukkede.
Flere steder i Tokyo ligger boghandlerkæden Tsutaya. Nogle af butikkerne ligger i gåafstand fra verdens travleste fodgængerfelt, Shibuya. I Daikanyama-kvarteret, der med dens afslappende atmosfære ikke sjældent bliver refereret til som ”Tokyos Lille Brooklyn”, finder vi én af dem beliggende i en stor, hvid arkitektonisk gennemført bygning kaldet Daikanyama T-site. Boghandlen her er én af Tokyos største og har, ikke overraskende, et kæmpe udvalg af bøger og magasiner. Der er selvfølgelig også mulighed for at tage en læsepause i caféen i stueetagen, og ellers handler det om at fare lidt vild i de mange små og store rum med bøger på både japansk og engelsk. Rundt omkring har folk placeret sig i lænestole og ved borde med magasiner eller bøger, fordybet og i en anden verden.
Selv i øjeblikke, hvor man kunne få et glimt af, hvem japanerne er, finder de måder at lukke sig inde på. I den offentlige transport, og i særdeleshed i metroen, er det ikke sjældent, at man ser mange stå og læse i en bog. Men hvor en bogtitel typisk kan afsløre detaljer om en person, så ønsker de fleste ikke at vise, hvad de læser. Det er meget normalt at skjule titlen på bogen: I boghandlere kan man købe forskellige dekorative indbindinger til bogforsiderne. Men ligegyldigt, hvad indpakningerne skjuler, er opmærksomheden låst til tegnene på siderne. Eller på skærmen. For flere og flere læser i dag på mobilen, og udviklingen betyder også, at der er opstået en ny type litteratur i Japan: romaner, der er skrevet på mobilen, og som skal læses på mobilen. Hvert kapitel består som regel af blot 70 ord, der anvendes typisk emojis, og forfatterne, der ofte er teenagepiger eller unge kvinder, er anonyme. Romanerne giver unge en ny – og efter sigende tiltrængt – mulighed for at formidle deres tanker.
Disse boghandlere skal du besøge i Japan Maruzen – stor boghandlerkæde, der findes rundtomkring i Japan, herunder i Tokyo og Kyoto. Her er det nemt at finde selv de nyeste engelske bøger. Hvor: I Kyoto ligger den ni minutters gang fra Sanjo Keihan Station. I Tokyo ligger den fem minutters gang fra Tokyo Station. Læs mere om den i Tokyo på trulytokyo.com/maruzen-marunouchi-main-store Tsutaya – en boghandlerkæde med omkring 1400 butikker i hele Japan. Tsutaya har fokus på andet end litteratur, herunder musik og kunst. Afdelingen i Ginza beskriver selv på deres hjemmeside, at de er ”verdens bedste kunstboghandel”. Her udstilles kunst fra 100 kunstnere, ligesom der er mange kunstbøger at komme efter. Hvor: Besøg enten den, der ligger to minutter fra Ginza Station, eller tag til Daikanyama T-site, der ligger seks minutters gang fra Daikan-Yama Station, og gå på jagt i den store bygning efter bøger og magasiner – eller film og musik, som der også er masser af her. Læs mere om dem på store.tsite.jp/ginza/english og store.tsite.jp/daikanyama/english Kinokuniya – denne japanske boghandlerkæde har en stor afdeling med udenlandske bøger. Kæden har flere afdelinger verden over, og går du og mangler en bestemt bog på enten engelsk, japansk, tysk, fransk, italiensk eller spansk, er det her, du skal lede. Hvor: Ligger placeret meget central nær Shinjuku station. Læs mere på kinokuniya.co.jp/contents/en |
Ligegyldigt hvad eller hvordan folk læser, er det imponerende, hvordan de holder fokus og umiddelbart ikke lader sig påvirke af de enorme menneskemængder, der hurtigt fylder Tokyos tog i myldretiden. Den dybe koncentration må være en evne, som mange japanere har tillært sig på baggrund af lange transporttider til og fra arbejde.
Mærk kulturen
Når danskere tænker på japansk litteratur, er det sandsynligt, at Haruki Murakami vil være den første til at dukke op i deres tanker. Det er nemt at støde på en af hans mange udgivelser i danske boghandlere, og jeg finder ham da også hurtigt i den engelske afdeling her i Tsutaya. Vanskeligere er det at regne ud, hvor hans bøger på japansk befinder sig, men det er der en oplagt forklaring på. For mens han rider på en bølge af popularitet i udlandet, så eksisterer der en udbredt skepsis mod ham i hans hjemland. Det største kritikpunkt går på, at han er for inspireret af vestlig kultur – og at han skriver for meget om sex. Kritikken kommer hovedsageligt fra den ældre japanske generation og siger på mange måder meget om folkefærdet. Murakamis opgør med japanernes ellers lukkede mentalitet er en interessant måde at lære dem bedre at kende på. Han formår at åbne en dør, der ellers synes svær at åbne. Jeg forestiller mig, at det også er dét, der øger modstanden mod ham.
Da Murakami for fire år siden besøgte Danmark for at modtage H. C. Andersen-prisen, satte han nogle ord på, hvad der adskiller japanernes og vores måde at læse bøger på:
”I Vesten har man et meget analytisk forhold til litteratur. I Østen læser vi mere for oplevelsens skyld,” fortalte han ifølge Kristeligt Dagblad dengang.
:”so the records and histories, or the history of the earth, (…) are no more than what we perceive,” står der i digtet, og jeg indser, at hvad jeg ikke kan forstå i ordene, må jeg forstå, eller blot mærke, i følelsen, der kommer, når jeg bladrer. Generelt er det en god huskeregel, når man bevæger sig ind i den japanske kultur: Den skal frem for alt mærkes.apanske tegn er oversat. Jeg ved fra de japanske manga-tegneserier, at man læser bogen baglæns:
"so the records and histories, or the history of the earth, (…) are no more than what we perceive,” står der i digtet, og jeg indser, at hvad jeg ikke kan forstå i ordene, må jeg forstå, eller blot mærke, i følelsen, der kommer, når jeg bladrer. Generelt er det en god huskeregel, når man bevæger sig ind i den japanske kultur: Den skal frem for alt mærkes.
Denne litteratur skal du læse Det er bestemt muligt at finde både litteratur fra og om Japan på dansk, og ellers kan man altid kaste sig over de engelske oversættelser. Herunder får du bud på gode bøger skrevet om og fra Japan, alle med den egenskab, at de meget hurtigt kan føre læseren væk i både tid og sted. Det virker passende at starte med de ældste bøger først. Begge er skrevet af kvinder og omkring samme tidspunkt, i begyndelsen af 1000-tallet, hvor Japan både fysisk og kulturelt var meget isoleret fra omverdenen. Begge bøger giver et indblik i denne lukkede verden på hver deres måde. ’The Pillow Book’ af Sei Shōnagon er en ung kvindes dagbog fuld af anekdoter, observationer og sladder om sin tid som hofdame. Og ‘The Tales of Genji’ af Murasaki Shikibu beskrives flere steder som verdens første roman. Bogen er modsat ’The Pillow Book’ fiktiv og handler om prinsen Genji. Her får man et indblik i et lille udsnit af det japanske samfund for 1000 år siden. I den nyere ende kan nævnes Haruki Murakami, hvoraf næsten alle hans bøger er oversat til dansk. Er man ny læser, er det mest oplagt at begynde med den bog, der synes mest ’vestlig’ – nemlig ’Norwegian Wood’. Men vil man dykke ned i noget, der er mere ’murakamisk’, er ’Kafka på stranden’ eller ’Trækopfuglens krønike’ bedre bud. I nonfiktionsbogen ’Underground’, der endnu ikke er udkommet på dansk, skriver han om det store jordskælv fra 1995, der ramte Kobe, og også det gasangreb, der dernæst ramte Tokyo. Murakami begyndte at føle sig mere ansvarlig som forfatter efter de hændelser, og det kan ses i bogen, der bl.a. indeholder en række interviews med de folk, der oplevede gasangrebet i Tokyo. For et samtidsblik på det moderne Japan er ’Døgnkioskmennesket’ af Sayaka Murata er et godt bud. Bogen handler om 36-årige Keiko, der har arbejdet i den samme kiosk i 18 år. Kiosken bruger hun som en måde at undslippe omverdenens forventningspres på. Og sidst, men bestemt ikke mindst, giver Alex Kerrs ’Lost Japan’ et billede af Japan i forandring. Det er næsten trist læsning, når han beskriver de kulturelle tab, som landet har været igennem, siden Meiji-reformerne åbnede landet op i sidste halvdel af 1800-tallet. Kerr flyttede selv til landet som ganske ung, og det er i særdeleshed hans beskrivelser af sine oplevelser, der gør bogen læsværdig. |
Tilbage i tiden
Fra hovedstaden tager vi en natbus til Kyoto. Byen er en gammel kejserby, der afspejler sig i de mange templer og helligdomme, som turister hvert år valfarter for at se. Men man kan også se det på byen som helhed, for beboerne her har gjort deres bedste for at holde byens gamle udseende intakt. Mange turister lejer kimonoer og særlige træsandaler kaldet geta, som de larmende vralter byen rundt i. Her kan man for alvor føle sig som japaner og som tidsrejsende på samme tid.
Det er svært at kede sig i Kyoto. Der er for eksempel rigeligt med templer at besøge: over 2000, faktisk. Men de kulturelle oplevelser fortsætter på byens caféer og museer, herunder Kyoto International Manga Museum, der er et lille mekka for den tegneserieelskende turist. Søger man anden litteratur at fordybe sig i, er der også rigeligt med valgmuligheder. Vi besøger den populære bogcafé Bibliotec Hello!, hvor vi slapper lidt af efter en gåtur i varmen med en lidt for dyr kage og kaffe. Der står planter placeret både udenfor og indenfor, og i hjørnet sidder en gut i en lænestol og læser en bog.
Vi går rundt i de lange gader og hopper ind og ud af butikker, altid en smule på jagt efter den næste hyggelige café at få en pause på. Vi finder den i Yama Fuku, en bogcafé ikke langt fra Sanjo Bridge. Her bliver vi mødt med et lille buk og et smil, da vi træder ind i det lille lokale og placerer os ved baren. Vi kan mærke nysgerrige blikke fra gæsterne, men høflige er de, så de sørger for ikke at stirre for meget.
Besøget er også en bekræftelse i, at det kan være en meget god idé at have adgang til den offline version af Google Translate. Menuen er kun skrevet med japanske tegn, men vi får hurtigt bestilt det rigtige alligevel. Jeg forlader min stol for at kigge på bøgerne ved indgangen, mens den unge kvinde bag baren langsomt brygger kaffen. Der er nye og brugte bøger på den ene reol, alle på japansk. Over for er der et charmerende udvalg af blandt andet kaffebønner og notesbøger, og det er et mirakel, at jeg får revet mig løs derfra uden at købe noget. Jeg er allerede ved at have fyldt kufferten godt op med souvenirs.
Næste dag er det varmt, og vi har brug for at komme lidt væk fra menneskemylderet i gaderne. Vi tager bussen i retning mod Kyotos Botaniske Have. Da vi står af bussen, fanges min interesse af små bunker af bøger uden for et antikvariat. Vi bevæger os indenfor i mørket, hvor lugten af brugte bøger dominerer …
Disse bogcaféer skal du besøge i Japan ’Rokujigen Six Dimensions' i Tokyo – også kendt som Haruki Murakami-caféen. Hjemmeside: rokujigen.blogspot.com ’Rainy Day Café’ i Tokyo – en lille perle med den helt rigtige atmosfære for dem, der gerne vil købe bøger, fordybe sig i dem og helst med en kop kaffe ved siden af. Hjemmeside: switch-pub.co.jp/rainyday ’Yama Fuku’ i Kyoto – nyd den langsomme kaffebrygning, mens du kigger på udvalget af bøger og notesbøger i den lille butik. Hjemmeside: yama-fuku.com ’Café Bibliotic Hello!’ I Kyoto – en moderne café, hvor bøger og planter skaber en hyggelig atmosfære. Hjemmeside: cafe-hello.jp |
Skjulte skatte
Jeg hiver bog efter bog ned fra hylderne, bladrer igennem skrøbelige sider, som jeg ikke aner hvad handler om. Det er svært ikke at tage dem alle med mig. Jeg kan næsten mærke historien, mens jeg kigger på det fremmede sprog.
Pludselig ser jeg ord, jeg kan genkende. Jeg hiver ’Romeo & Juliet’ ned fra hylden og åbner den forsigtigt. Versionen er fra 60’erne og har japanske forord, mens historien er på engelsk. Tålmodighed betaler sig, og jeg hiver nogle af mine sidste yen frem og betaler damen bag bøgerne.
Planter, blomster og træer står snorlige og i fuldt flor i Botanisk Have. Den stringente japanske stil fejler aldrig. Haven fra 1924 er den ældste botaniske have i Japan, og at gå her på en mennesketom dag får mine tanker til at flyve. Jeg tænker på de rødder, som er slået her i haven, og på, hvad der mon var før, da landet endnu var lukket for turister. I bogen ’Lost Japan’ skrevet af Alex Kerr lærer man hurtigt, at de steder, som de fleste turister besøger i dagens Japan, ikke har meget at gøre med det, der engang var.
“Når den oprindelige kultur i et land er gået tabt, skabes en 'ny traditionel kultur'. Det udvikler sig i en blanding af gamle former og moderne smag, og ender med at være et kulturelt Frankensteins monster,” skriver han i bogen.
Ifølge Alex Kerr er der ikke meget tilbage af Kyotos gamle kultur, og de få, der beskytter det, der stadig er tilbage, risikerer snart helt at forsvinde. Kulturen er skrøbelig, i risiko for at dø i takt med, at flere turister kommer til. For mange japanere er den gamle tid blevet irrelevant – den eksisterer jo ikke mere, som Kerr skriver. For at følge med tiden har de fokus på at modernisere i stedet for at bevare. Det hænger sammen med det tempo, som moderniseringen har ramt Japan med. Pludseligt og hurtigt.
På vores sidste dag pakker vi vores godt proppede tasker og lukker dem inde i en boks på Kyoto station. Det er den 25. i måneden, og det er et held, for det betyder, at det månedlige loppemarked ved Kitano Tenmangu-helligdommen afholdes i udkanten af Kyoto. Her er der fyldt op med boder med japansk porcelæn, spisepinde, pynteting, madvarer – og notesbøger. Vi bukker dybt og udveksler nogle engelske gloser med et par ved en af boderne, der blandt andet sælger gamle notesbøger og fotoalbums. Jeg åbner et album og finder gruppebilleder i sort-hvid af pænt klædte mennesker, falmede og låst i tiden. Jeg betaler parret og stikker det tynde album i tasken, betaget af en historie, som jeg aldrig kommer til at kende.