top of page

Det filippinske ø-paradis

Indbegrebet af eventyr er at forlade kysten i filippinske træbåde. Turen går til kridhvide øer omringet af turkisblåt vand i det åbne hav, og herude findes unikke overnatningsmuligheder, der sætter tiden i stå.


Oprindeligt bragt i Rejsemagasinet Vagabond i 2021


En tuk-tuk dytter længere fremme. Hjulene hvirvler sand op, når chaufføren kører ind mellem de andre knallerter. Når man først ankommer til Coron, er det let at lade sig overvælde af ivrige chauffører og overfyldte tohjulede køretøjer, der ikke har reelle færdselsregler at indordne sig efter. Når man vælger at bevæge sig rundt i byen på gåben, som vi gør nu, skal man holde øjnene åbne. Der er intet fortov, og der er konstant køretøjer at forholde sig til.

Men på havnen er der mere stille. Det er ikke mere end et par timer siden, at min kæreste og jeg forlod den store færge, som tog os fra Filippinernes hovedstad Manila til øen Coron. Sejlturen varede omkring 12 timer, og vi fik kun få timers søvn. Derfor har vi heller intet andet mål i dag end at underøge byen lidt nærmere.



Ankomst og transport i landet


Der er visumfrit i Filippinerne i op til 30 dage.


De fleste starter deres rejse i hovedstaden Manila, men de færreste beslutter sig for at blive her i særlig lang tid af gangen. Byen kan i bedste fald beskrives som uoverskuelig. Fra lufthavnen i Manila kan man flyve til de store byer i landet som Cebu City og Davao. Men man kan også tage turen videre med færge. Vores rejse fra Manila til Coron i provinsen Palawan foregik med en færge, der sejlede om natten. Og generelt er det nemt at bevæge sig via vandet, hvilket er afgørende i et så stort ørige som Filippinerne.

I byerne er det også nemt at finde transport, der kan få dig fra A til B. Download eksempelvis app’en Grab, der fungerer ligesom Uber. Det fungerer upåklageligt, om end man skal væbne sig med tålmodighed, hvis man kaster sig ud i Manilas trafik. I de mindre byer er det tuk-tuks eller scootere, man skal ty til. Det er nemt at leje scootere rundt omkring.


To mænd på en knallert stopper op ved siden af os. De spørger, om vi er på udkig efter en bådtur, og vi siger ja, for det er vi, selvom det egentlig ikke skal være nu. De giver os en pris, og vi regner lidt på det, før vi takker nej, og de kører væk. Der går ikke længe, før de er tilbage og giver et nyt tilbud. 5000 pesos (omkring 650 kr.) det er et godt tilbud, og det kan vi ikke afslå.


Og før vi har fået set os om, sætter mændene gang i forberedelserne. Vi selv er langt fra forberedte, vores håndklæder ligger tilbage på hotelværelset, men vi har dog badetøj på under vores shorts og trøjer, og vi går rundt med alle vores umiddelbart mest nødvendige ting, solcreme, kamera og penge i en vandtæt taske. Filippinerne er trods alt et ørige, og når man sådan konstant er omgivet af vand, er det rart at vide, at ens ting er beskyttet.


”You want food?” spørger de os. Sådan en bådtur kan tage mange timer, så vi siger ja tak til tilbuddet. Den yngste af mændene tager os med på markedet, der ligger på havnen, han peger på en fisk, vi nikker, han finder tilbehør dertil, hvidløg, chili, grøntsager og madolie. Lugtene konkurrerer med hinanden herinde under presenningerne, og det er de friskfangede fisk, der dominerer. Da manden er færdig med at finde det, han skal bruge, følger vi ham hen til en lang båd bygget i træ. Her sidder to andre mænd, og de rækker os redningsveste. Det er påkrævet herinde ved land, siger de, og så får de med lidt besvær skubbet sig vej igennem horden af lignende både, som vipper dovent side om side ved havnekanten.





Privat bådtur

Først da de er fri for andre både, starter de motoren, der hoster lidt og oser let. Den bryder lyden af bølger mod bådens trækonstruktion med en særlig mekanisk rytme, og så er det afsted. Mændene har foreslået os en rute, og vi har ingen indvendinger. Vi kender ikke til mulighederne i området, selvom vi ved, der er meget at komme efter. Ø-hop er en ganske populær aktivitet i Filippinerne, et land bestående af mere end 7.000 øer. Hvor end man går, bliver man bombarderet med reklamer, der tilbyder gruppeture til de mest populære øer i området. Fordelen ved at hoppe med på ét af disse gode tilbud er netop, at det er en meget billig måde at besøge øerne på. Ulempen er, at der er overrendt af turister på bådene og på øerne. Derfor vidste vi på forhånd, at vi gerne ville betale lidt ekstra for en privat sejltur. Et gæt vil være, at prisen for en privat bådtur er omkring tre gange så dyr per person, som hvis man vælger en gruppeløsning. Men som vi også erfarer, kan det betale sig at prutte om prisen. Og så er der noget helt særligt ved at kunne sidde for sig selv på båden, kravle ud på stævnen og nyde udsigten med vind i håret.



Mændene stopper båden ved Kayangan Lake, også kaldet Blue Lagoon. De smider anker og lader os tage en gåtur op ad en lang række trapper. I 30 grader giver det hurtigt sved på panden, men så er det heldigt, at Kayangan Lake venter på den anden side af bakken. Vandet har en dejlig temperatur, selv for mig, der ellers har ry for at være en kende kuldskær. Vi giver os selv lov til at flyde rundt her omgivet af klipper. Der er en særlig ro, og jeg bruger den til at få det ind i mit hoved, hvor jeg er. Det er lidt svært at forstå, at man kan være så heldig at have råd til en oplevelse som denne, der i alle henseender må betegnes som en luksus.



Klima i Filippinerne


Filippinerne har et tropisk klima med temperaturer, der stort set altid ligger omkring 30 grader året rundt. Fra januar til juni er der såkaldt tørtid, mens regntiden løber fra juli til december. Mængden af nedbør varierer meget alt efter, hvor man befinder sig i Filippinerne. Det er et stort land med mere end 7.100 øer fordelt på cirka 300.000 km2. I august falder der som eksempel cirka 470 mm regn i hovedstaden Manila i nord, mens der falder cirka 140 mm regn i Zamboanga i syd.


Ligesom alle andre turister stopper vi op på vejen tilbage for at få taget et billede med lagunen som baggrund. Herfra kan man se turkisblå vand og det omgivende, frodige landskab samt de mange filippinske både, der ligger for anker, mens de venter på deres passagerer, som er sluppet løs på den lille ø. Bådene kaldes Banca-både, og deres konstruktion bringer associationer til en form for insekt. Træbjælkerne, der stikker ud fra dem, fungerer som en slags ben, der hjælper med at stabilisere båden.


Da vi er næsten fremme ved båden, kan vi dufte krydderierne fra en sydende pande. Vores guider har kokkeret, mens vi var på eventyr, og de serverer en indbydende fisk, grønne bønner og ris med hjemmelavet sojadressing til. Jeg løber ind på stranden og køber sodavand til os, og så spiser vi maden, mens båden vipper dovent i takt med bølgeskvulp. Det er noget af det bedste, jeg nogensinde har smagt.


Valuta og prisniveau i Filippinerne


1 Filippinsk peso svarer til 0,13 dansk krone. Det er generelt meget billigt at bo og leve i Filippinerne, men den tunge post er helt klart bådtransporten. Det kan ikke undgås, at man skal med en båd eller fem under sit ophold på Filippinerne, hvis man vil se nogle af de mange fantastiske store og små øer.



Døde koraller

Ved næste stop skal vi i vandet, og vi låner dykkermasker og snorkel af mændene. Her flyder vi rundt i redningsveste og kigger på enorme mængder vand under os og tårnhøje klipper over os. Stedet hedder Twin Lagoon og er et af de populære steder for ø-hop. Der er overrendt af mennesker, så vi vil helst videre derfra hurtigt. Turister er der til gengæld ikke ved næste stop, Smith Beach, hvor vores eneste interaktion er med en hund, og jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvordan den er endt dér. Vores guider taler med besætningen fra en anden båd, der ligger for anker, mens vi går rundt og sveder i solen. Før vi vender tilbage til havnen i Coron, stopper vi ved et koralrev og får lov at se, hvad der gemmer sig under overfladen. Men det er længe siden, at korallerne har været i live, og det vil ikke være sidste gang på turen, at vi bliver mindet om, hvordan klimaforandringerne i højeste grad allerede eksisterer. Her er det tydeligst under vandet, gemt væk bag overfladen, men jeg frygter, at det kun bliver værre og mere synligt i fremtiden. I 2019 gav klimapanelet IPCC den dystre forudsigelse, at de koraller, der lever i verdens varme have, står over for en massiv ødelæggelse i den nærmeste fremtid på grund af klimaforandringerne. Erkendelsen er måske nået frem til filippinerne, der har gjort en lille indsats for at beskytte deres øer og koralrev: det er påkrævet at betale et lille beløb, når man besøger nogle af øerne, et såkaldt ’national park fee’, som bådejerne sørger for at tage imod og ekspedere videre. Det er ikke beløb, der sprænger budgettet, men jeg tvivler også på, hvilken reel effekt det i virkeligheden har.


Hvad skal jeg spise i Filippinerne?


Går du efter at besøge de mange fantastiske øer i Filippinerne, er det givet, at du skal prøve de lokale fisk. Typisk vil det være det, der er på menukortene på restauranterne. Og så er der næsten altid ris og grøntsager til også.

Vi fik muligheden for at spise friskfanget fisk tilberedt af filippinske mænd på en båd. I sådan en autentisk setting kan oplevelsen og maden ikke blive andet end helstøbt og uforglemmelig.


Værd at vide


Bestiller du en kaffe på en café eller restaurant, skal du forvente, at den bliver serveret med sukker. Det oplevede vi flere gange, og nogle så endda overraskede ud, når vi bad dem om at få den uden sukker. Så er du ikke til sukkerknalder i kaffen, skal du huske at sige det højt. Og så er det jo heldigt, at filippinerne generelt er rigtig gode til at tale engelsk. Amerikanerne har haft stor indflydelse på uddannelsessystemet i landet efter at have koloniseret det i 48 år fra 1898 til 1946. De har og sørget for at udbrede det engelske sprog i skolerne. Og så er det ikke atypisk at finde tv-kanaler på engelsk eller amerikanske film med filippinske undertekster.


Vi er tilbage i Coron efter fem timer på vandet, og vi betaler vores guider for både mad, sejltur og oplevelsen. Den aften er det let at falde i søvn.


I paradis

Vi sover længe den efterfølgende dag og trisser lidt rundt i Coron. Om eftermiddagen går vi op til toppen af Mount Tapyas, 721 trin i kvælende varme, og heroppe er solnedgangen et malerisk tæppe af rødlige nuancer. Vi sidder på bakkeskråningen og drikker lokal øl, mens en fyr et sted bag os spiller guitar. Roen sænker sig i takt med, at himlen skifter farver, og alles opmærksomhed er vendt det samme sted hen.




Min kæreste har snart fødselsdag, så det er egentlig ham, der har bestemt, hvor vi nu skal hen, og jeg klager ikke: Han har fundet et sted til os på en privat ø en god times sejltur væk fra Coron. Øen hedder Bamboo Island, og ejerne af stedet tilbyder at fragte os dertil i båd. Men det koster lidt for meget for os, så i stedet går vi igen den velkendte vej til havnen for at finde en båd, som kan tage os dertil. Vi bliver hurtigt spottet af sultne bådejere, og det tager ikke lang tid, før vi har et lift og en god aftale, der også indebærer endnu et ø-hop på vejen dertil. Vi har blod på tanden efter sidste gang, og vi vil gerne se mere.


Øen Bulog Dos er første stop på vores tur, og stranden er så kridhvid, at det gør ondt i øjnene at kigge på. Der er ingen andre mennesker end os, og vi ligger lidt i hængekøjen, tager nogle billeder og går i sandet. Cikaderne er øredøvende på denne måde, når man er alene på en sandstrand midt ude i det store verdenshav. På båden hiver guiderne ankeret op, så snart vi begge er tilbage, og vi stopper ind på endnu en utrolig strand, sidder lidt i sandet og i vandet, før vi sejler det sidste stykke til Bamboo Island.



Da båden lægger til, bliver vi mødt af smilende filippinere. De hjælper med bagage og byder os velkomne med en drink, og vi bliver ledt direkte hen til restauranten, en stor, åben trækonstruktion med udsigt over havet og palmetræerne på stranden. Vi nikker til et par ved et af de andre borde, men ud over dem og os, er der ingen andre gæster på øen. Der går flere ansatte rundt: en kvinde sørger for, at vi får vores mad og de drikkevarer, vi ønsker, og et sted mellem træerne går en mand og samler palmeblade sammen. I løbet af de næste dage ser vi kun ganske lidt til disse rengøringsfolk, mens kvinden i restauranten bliver det smilende, venlige ansigt, som repræsenterer og afspejler den behagelige atmosfære på øen.


At gå i stå

Vi får serveret en smagfuld risret med stegte grøntsager, fisk og en tilhørende salat, og endnu engang beviser filippinerne, at de kan lave mad. Vi har på forhånd tilkøbt alle retterne, morgenmad, frokost og aftensmad hver dag, og niveauet er højt fra start. Det er noget af det bedste mad, vi har spist.


Vi finder vores bagage nede i vores lille bambushytte. Den ligger i ly af palmer og består ikke af meget mere end en seng med myggenet og den tilhørende veranda med siddepladser. De fælles toiletter ligger lige ved siden af. To af de andre hytter ligger ikke langt fra vores, og så er der nogle større af slagsen placeret oppe på klipperne bag os. Vi ser hurtigt, at der er kæmpe sofaflydere placeret på stranden, og vi er ikke sene til at slænge os heri. Hvis ikke vi ligger hér og læser en bog, er vi oppe i restauranten, hvor der også er en hyggelig lounge og en bar. Den er perfekt til de få tidspunkter, hvor det regner.


Var vi ankommet en måned eller to tidligere, ville der have været mulighed for at surfe her også. Men det er først i juni, og regnsæsonen står for døren. Det føles som at være i en form for limbo. En slags stilhed før stormen. Dagene er stort set ikke andet end solskin og høje temperaturer, mens nætterne i værste fald er blæsende. Igen må vi anse os selv som værende heldige, fordi vi har ramt et godt tidspunkt lige efter den travle sæson og før den våde sæson.


Der går ikke længe, før vi får øjnene op for en helt særlig aktivitet. I det krystalklare vand skal man ikke længere ud end 40, 50 måske 60 meter, før det mest spektakulære koralrev lever lige under os. For modsat hvad vi har set indtil nu, er der liv her: farverige fisk i alle størrelser og former, planter og sten i sjove faconer, og på et tidspunkt ryger min puls i vejret for en kort bemærkning, da jeg spotter en lille haj. Vi snorkler rundt, mens solen har sin gang over himlen, og vi går først op, når den er på vej ned mod horisontlinjen.

Her skal du bo, når du rejser i Filippinerne


På en ø

Én ting er at ø-hoppe, en anden er at leve på en (næsten) øde ø i et par dage eller mere. Vi brugte AirBnB til at finde og booke vores oplevelse på Bamboo Private Island, der ligger placeret en times tid i båd fra Coron. Det tager ikke mange Google-søgninger at indse, at der er masser af muligheder at komme efter. Brug dog noget tid på at gøre din research og se, om ikke du kan finde en skjult perle af en ø, som ikke er så overrendt. Det kan også betale sig at kigge uden for højsæsonen, hvis man ikke ønsker at dele øen med mange andre.


I byerne

Det er ikke et problem at finde et sted at overnatte i nogle af byerne. Da vi ankom til Coron, gik vi en kort tur fra færgen og ind i byen, og på andet forsøg fandt vi et simpelt og billigt, men rigtig fint, værelse at bo på. Der er noget for enhver smag og prisklasse. Hvis du mere er typen, der kan lide at være på den sikre side, fungerer de kendte bookingsider på nettet også ganske fint. Dem brugte vi flere gange for at finde charmerende, anderledes steder at bo.



På min kærestes fødselsdag spiser vi pandekager med banan og bestiller den gode stempelkaffe til morgenmaden. Senere sejler vi rundt om øen i en kano, vi daser på solsenge og i hængekøjer, og vi spiller petanque. Kastegrisen er en muslingeskal. Vi spiller kort, drikker farverige drinks, og jeg går og hvisker lidt med personalet, der dækker bord til os på et træbord på stranden. Endelig kommer de ud med en kæmpestor kage med min kærestes navn på, importeret hele vejen fra en af de større øer på min forespørgsel. Det føles fantastisk at sidde hér, på en ø midt ude i ingenting, hvor tiden synes at være gået i stå.


Fanget i regnen

Efter maden er nattehimlen mørk og stjerneklar. Vi drikker vin og spejder ud over vandet fra en af de store sofaer på stranden. Der er utallige lyn i horisonten. Nogle gange kan vi høre genklang fra et tordenskrald, men de er langt væk og når aldrig hen til vores ø. Her er vi beskyttet.


Dagen efter venter vi i spænding på den samme båd, som sejlede os herhen. Vi har aftalt et tidspunkt, han skal hente os på, og han lader vente på sig i en grad, der giver mig ondt i maven. Vi har en færge fra Coron til El Nido, vi skal nå.


Bedst som den kvindelige tjener står og skal bestille en ny båd til os, dukker båden op i horisonten. Det er med vemod, at vi dernæst krammer tjeneren farvel. Man er sammen på en helt anden måde på et sted som dette.


Sejlturen fra Coron til El Nido på den store ø Palawan foregår i høj fart og med høje bølger, og man skal fokusere meget for ikke at kaste al sit maveindhold op. Men til sidst er vi fremme. Igen lander vi i et trafikmylder, og det er nemt allerede at længes efter roen på Bamboo Island. En enkelt overnatning her, og så tager vi med bil til San Vicente.


I Filippinerne er det nemt at improvisere sin rute undervejs. Det er generelt nemt at finde sin næste forbindelse videre. Der er mange små og store rejsearrangører, som man kan booke overnatning, transport og oplevelser hos. Og ellers kan man udnytte internetforbindelser på caféer, restauranter og hostels for at booke sin næste overnatning via mobilen.


I San Vicente har vi benyttet os af sidstnævnte mulighed. Overnatningsstedet ligger lidt afsides ad veje med mange ujævnheder. Folk vender hoveder, da vi ankommer, og stedet, viser det sig, er da også relativt nyåbnet og har endnu ikke haft mange overnattende gæster. Folk er selvsagt nysgerrige, men møder os med et smil. Det samme gør værten, en lille, buttet mand, der på gebrokkent engelsk lader os vide, at han er klar til at hjælpe os med hvad end vi behøver.


Herfra er gåturen til byen lang, så vi ender med at leje hans scooter. På vores første køretur bliver vi fanget i et voldsomt regnvejr, en forsmag på, hvad regnsæson i Filippinerne indebærer. Det huer mig ikke at stå gennemblødt under et træ i et desperat forsøg på at få en form for ly, mens min kæreste morer sig over mine nedadvendte mundviger. Men jeg bløder op i takt med, at alt mit tøj alligevel er gennemblødt, og vi kører videre i silende regn, nu med højt humør. Det tager mange dage for vores tøj at tørre, så det ender med at lugte surt.


Prince John

Man bliver hurtig afhængig af ø-hop. Så selvfølgelig skal vi prøve det en sidste gang på turen ud til vores næste overnatning. Først sættes vi af på en strand, der er kendt for at være hjemsted for skildpadder. Og ved at følge horden af snorklende mennesker i vandet finder vi da også en skildpadde. Men det er for meget for os, der er for mange larmende og nysgerrige mennesker, der hænger over skildpadden i vandoverfladen. Desværre er der også mange, der vil røre ved den, selvom det er forbudt. Så vi skynder os op på den smukke palmestrand og drikker en cola i stedet.


Vi skal forbi endnu et farveforladt, dødt koralrev, før vi endelig ankommer til vores destination. Prince John er en samling af bambushytter ned til en blød sandstrand. De ansatte er unge, hjælpsomme mænd, der tager imod os og bærer vores ting ind i en af hytterne. Fra træerne i strandkanten hænger store senge og flyver over jordoverfladen i reb, og på træstammerne hænger skilte og advarer om faldende kokosnødder. Engang imellem kan vi høre grene knække og vige til fordel for de tunge kokosnødder, der ligger rundt omkring mellem hytter og træer.


Vi møder ejeren, John, senere den dag. John er en mand sidst i 20’erne som har formået at gøre foretagendet til en succes. Har vi brug for noget? ”No problem,” afslutter han ikke sjældent sine sætninger. Han arrangerer ø-hop, siger han, og tager selv med ud på turene for at sikre sig, at gæsterne får den bedste oplevelse. Vi har kun bestilt én overnatning her, men beslutter hurtigt at vi vil forlænge. Vi dropper dog at tage på flere ø-hop, føler, at vi efterhånden har fået set det, vi ville.


Her daser vi. Ligger i sengene på stranden og læser i solen. Min kæreste spiller beach volley med de ansatte, og vi får firbenede venner i hundene, der render rundt. Det er tydeligt at mærke på dyrene, at de søger mod turisterne. De lokales forhold til hunde er langt mindre venligt end det, vi kender til i Danmark. Vi spiser morgenmad på stranden og vandrer til et nærliggende vandfald, Bigaho Falls. Her er vandet iskoldt, men det er kærkomment i heden.

På afrejsedagen hjælper John os med transporten til den nærmeste store lufthavn i Puerto Princesa. Et par opringninger, og så har han en båd og en bil klar til os. Vi siger farvel med dybtfølte taksigelser, og så afsted på en bådtur, hvor himlen åbner sig op og renser luften.

Fra Puerto Princesa flyver vi til Manila. Og herfra kan turen gå alle steder hen.



ความคิดเห็น


bottom of page