top of page

Depression, selvhad og tårer - ungdomsdepression varede i flere år


Det var egentligt et tilfælde, at jeg faldt ned i et åbent hul til fortiden. Jeg begyndte at genlæse gamle beskeder sendt til og modtaget af en, jeg holdt af, da jeg startede på universitetet for syv år siden - jeg kalder ham uni-guy herfra. Jeg havde gang i en form for research og ledte efter beskeder om noget specifikt, vi havde skrevet om, men pludselig blev jeg trukket tilbage, fanget i et velkendt og kvælende følelseshul.


Det mindede mig om et sted i mit liv, jeg længe har båret med mig i skam. For hvem lader egentlig hjertesorg fra teenageårene have betydning for ens liv i årevis?! Well, det gjorde jeg, og man kan måske betragte de næste mange sætninger som et forsøg på at gøre noget ved skammen, der har fulgt med den erkendelse.


Lad mig fortælle, hvordan det gik til, at jeg mistede min selvrespekt. Det hele starter med en helt specifik person længere tilbage end uni-guy, tilbage i gymnasiet: Den første, store kærlighed! Ham, jeg fra nu af refererer til som gym-guy.


Forestil dig at starte i 1.g og blive forelsket! Alt handler om den person, alt er dejligt på grund af den person, lige pludselig giver det unge liv mening. Indtil han hiver det sikre fundament, du står på, væk med en sådan hastighed, du ikke havde set komme, så dit hoved rammer det kolde gulv og ryster din kerne på en sådan måde, at dine nervebaner vil vibrere som konsekvens i mange år. Kroppen husker, og hjernen vil handle derefter.

Sådan blev gymnasiet et sorgens vakuum, et traume, som blev boende i mig. Når mine jævnaldrende i dag mindes tiden, da de var teenagere og i begyndelsen af 20’erne, tiden med fester og kærester, forelskelse og frihed, så genkender jeg ikke det rosenrøde billede, de tegner af perioden. Jeg er helt modsat dem lykkelig for at være kommet langt væk derfra.


Mænds ord definerede mig

Ofte ses der mange uforståelige reaktionsmønstre i et ungt menneskes liv, og det forholder sig sådan, at jeg ikke kan forklare, hvorfor jeg ikke kunne komme videre. Det kunne jeg bare ikke. Det er her, skammen kommer ind i billedet.


Jeg lod i hvert fald mine næste mange relationer med det mandlige køn være på deres præmisser. Frygten for at blive forladt var større end kærligheden til mig selv. Det er noget, jeg først er blevet bevidst om i dag.


Så hvad gjorde jeg, da jeg havde genlæst beskederne med uni-guy og kunne mærke, at mit hjerte skælvede af medfølelse for mig selv? Jeg gik selvfølgelig videre til at læse beskederne fra gym-guy (hvilket får mig til at tro, at der er gemt en lille masochist i mig). Jeg har ikke beskederne fra den decembermåned i 2010, hvor han satte en stopper for det, der var os. MSN og SMS var større end Messenger dengang, så de beskeder, Facebook stædigt gemmer i kraft af dens rolle som ekstern hukommelse, er fra senere, da han ud af det blå kontaktede mig igen. På det tidspunkt havde jeg levet med min ungdomssorg i tre år, og jeg lagde mig ned som en kælen mis, da beskederne begyndte at rulle ind.


Sjovt hvordan det at genlæse ord på en skærm, kan få øjnene til at svide af følelser, der ikke længere er en del af mig, men som alligevel unægteligt er det. Følelserne stammer fra en meget lang og udmattende periode, hvor jeg definerede mig selv ud fra de relationer, jeg havde med andre, og de ord, de brugte til at definere mig.


Cathrine, nu siger jeg bare noget.

Du har VIRKELIG den bedste røv, som jeg har set.

Og du er også pæn i ansigtet

Du er sød :i

Tak. hæhæhææhæ


Smigrende, ikke?


Og sådan fortsatte jeg ellers min stille selvtortur ved at indlede en form for kærlighedsløst forhold med the one that got away, inden jeg flyttede hundredevis af kilometer væk for at gå på universitetet. Og det bringer os til uni-guy.


Selvrespekt? Hvad er det?

En del af mig håbede på, at det at flytte langt væk kunne give mig muligheden for at være en anden. Helst sådan en, der var attraktiv og spændende, selvstændig og bekymringsfri. Så måske var det derfor, at jeg på universitetet hurtigt blev tiltrukket af uni-guy, der var netop alt det. Han blev mit stof, og jeg fandt næring i de små øjeblikke med håb: Håb om, at vi en dag kunne blive mere end bare to, der bollede. Jeg ignorerede de fleste af hans signaler, der fortalte alt det modsatte.


Mens jeg var i det, hadede jeg alt ved mig selv. Hvorfor jeg ikke bare sagde fra. Brugte min tid med mennesker, der rent faktisk havde lyst til at bruge tid med mig. Men jeg vidste ganske enkelt ikke, hvordan jeg skulle bære mig ad. Selvrespekt, jeg kendte til ordet, men var ikke sikker på, hvordan det også kunne blive min egenskab.


Det værste ved nu at genlæse samtalerne er måske en enkelt besked, jeg sendte nogle måneder efter, han havde sluttet vores relation. Forhistorie: Jeg havde babysittet hans planter igennem flere måneder, så vi holdt stadig kontakten, for han skulle jo have de god damn planter tilbage, og jeg skulle desuden bede om at få mit rejsekort tilbage (som det viste sig at han havde smidt væk), min yndlingsbog (som han efter LANG TID fik en helt anden til at returnere) og mit analoge kamera (som han havde lånt på en rejse og, nå ja, kommet til at smadre på en strand, måtte han indrømme til sidst). Lang historie, der kun siger noget om, hvor nem jeg var at udnytte i den periode.


Jeg havde forsøgt at forklare ham, at vores nye relation var underlig for mig, eftersom vi havde været forholdsvis tætte og endda havde været en form for venner, inden alt det fysiske kom imellem os. Og så var det, jeg skrev:


Jeg må finde en anden måde at føle mig speciel på


Hvad fanden!


I dag er det 7 år siden, jeg sendte den besked. Hvad der egentlig adskiller de to personer fra hinanden, er jeg ikke sikker på. Måske er det pandelappen, der voksede sammen og gav hele mit korpus lidt ro. Måske lærte jeg bare at acceptere, at man ikke kan styre alt i sit liv, at forelskelse ikke er som på film, og at det ikke er alle de fyre, du synes er nice, som synes du er nice. Din krop, måske, men ikke din person.


Hvem var hun, tænkte jeg for mig selv, da jeg genlæste beskederne. Hvem var den person, der lod sig køre over med imaginære plæneklippere, som hev sit hjerte ud af egen krop og lod andre spille bold med det, som nægtede at se virkeligheden i øjnene, og som hellere ville være lidt ulykkelig hver dag end acceptere, at hun ikke var ønsket på den måde, som hun gerne ville være ønsket?


Kære du. Her er et kram

Hvad ville der ske, hvis jeg kunne placere mit 21-årige jeg foran mit nutidige jeg på en stol? Jeg ville starte med at anerkende hende for det forsøg, hun gjorde for at forsikre gym-guy og uni-guy og alle andre om, at hun var et stærkt og glad menneske. Jeg ved, at det ikke var nemt. Jeg ville også forsikre hende om, at det med al sandsynlig er netop den lille løgn, hun har fortalt sig selv og alle andre, der har betydet, at den på et tidspunkt blev sand. En dag når du til et punkt, hvor du er stærkere end de fleste, ville jeg hviske i hendes øre, før jeg ville lægge mine arme om hende og kramme hende.


Kramme den unge kvinde, der ligger i sengen hos en mand, hun engang elskede, og som stadig optager en større plads i hendes hjerte, end hun vil indrømme. Om natten bliver hun vækket ved, at hans ekskæreste banker på vinduet. En ekskæreste, han ugen efter finder sammen med igen. Alligevel lader hun sig endnu engang forføre af ham året efter, fordi hun tror, at hun skal bevise noget.


Kramme den unge kvinde, der dyrker sex på et skateboard i metroen, fordi hun tror, at det er følelsen af frihed. Men hun er ikke fri, det er en historie, hun fortæller sig selv, fordi hun håber, han er forelsket i hende. Hun hægter sig fast i ham som en høg, hendes krop er det bedste middel, hun har.


Kramme pigen, der betragter de kælenavne, han giver hende, som et kompliment.


numsie

mrs. beauty numse

Kramme pigen, der i jagten på lykke lukker sig inde og lever med det, som skolepsykologen kalder den ”milde” depression, selvhadet og tårerne. Pigen, der alligevel finder en måde at komme videre på.


Det er på én gang foruroligende og fascinerende, som kroppen husker. For to år siden dukkede uni-guy pludselig og uventet op i et forelæsningslokale. Jeg troede, han befandt sig i et helt andet land, men der stod han altså. Han lignede sig selv, snakkede på samme måde. Min krop rystede, men jeg mærkede det først, da jeg forlod lokalet. På vej ud ad døren udstødte jeg en lyd, som han måske eller måske ikke hørte.


Det var en blanding af frustration og lettelse. Frustration, fordi min krop reagerede på hans tilstedeværelse, som var han et traume. Lettet, fordi længslen efter ham var væk. Det fik mig til at huske, hvor mange år jeg havde brugt på at skamme mig over mig selv og det, jeg lod drenge og mænd som ham degradere mig til.


I dag, når jeg genlæser de gamle Messenger-beskeder, er det medfølelse, der sidder tilbage. Vi har alle ting i vores fortid, vi ville ønske, var anderledes. Men livet er svært, måske især for det unge menneske, der basically er ét stort virvar af hormoner og idéer om, hvad livet er, og hvordan det skal føles.


Alt det her er først og fremmest skrevet til en yngre udgave af mig selv. Hvis hun har brug for tilgivelse, får hun det. Jeg giver hende al den kærlighed, hun ikke kunne give sig selv, og mærker, at hun stadig er i mig. Ligesom jeg, har hun altid drømt om at have en stærk stemme. Sådan en, folk stopper op og lytter til. En stemme, som hun selv kan bruge som guide i livet, når det gør ondt. Jeg overlader hende tastaturet, så hun kan sætte et punktum

.


Commentaires


bottom of page