Det er sjældent, jeg bliver vred. Sådan rigtig vred. Jeg råber ikke, slår aldrig ud med armene i desperation, bliver kun en sjælden gang imellem rød i hovedet, når der er noget, der får mig op at køre. Men nogle gange kan jeg godt finde på at hæve stemmen, hvis der er noget, der optager mig. Typisk hvis samtalen falder på enten klima eller ligestilling. Det er to emner, jeg ved meget om, og som jeg går op i.
"Jeg kunne mærke på dig, at du blev irriteret på mig," sagde jeg for nylig til en af mine mandlige bekendte efter en debat om klima.
"Ja, det blev jeg," svarede han.
"Hvorfor egentlig?” ville jeg vide.
"Fordi du hæver din stemme,” lød svaret efter lidt betænkningstid. Og selvom hans irritation sikkert havde en del at gøre med emnet, betød min måde at diskutere det på altså noget. Sikkert fordi han sjældent hører mig med hævet stemme. Det har ikke lige passet ind i mit billede af den, jeg er. Måske fordi jeg er kvinde?
Hans kommentar fik mig til at tænke på DR-dokumentarserien ’Fordi du er kvinde’, som jeg for nylig har set.
I dokumentaren fra 2020 møder man i første afsnit en række kvindelige politikere, som fortæller om, hvordan det er at arbejde i Folketinget. Tidligere politiker Johanne Schmidt-Nielsen fortæller bl.a., hvordan hun som politiker aktivt tænkte over at gøre sin stemme dybere end den naturligt ville være – fordi hun oplevede, at det blev ”hørt som mere seriøst”.
”Hvis man som kvindelig politiker bliver vred over noget, så er det min oplevelse, at det er værre end en vred mand. Hvor der i vreden for en mand måske ligger en handlekraft, noget styrke, man sætter foden ned, så har som kvinde haft den oplevelse, at det at blive udstillet som vred var usagligt,” fortæller Johanne Schmidt-Nielsen i dokumentaren.
Politiker Sophie Løhde har haft lignende oplevelser.
”Som kvinde bliver du ofte kaldt skinger, hvis du stiller kritiske spørgsmål, hvorimod en mandlig politiker bliver fremstillet som en, der er slagkraftig. De samme mænd ville aldrig have stået og sagt det, hvis det var en mandlig politiker, de talte til,” fortæller hun i dokumentaren.
Det er som sagt meget sjældent, at jeg bliver vred. Men det gør mig vred, når kvinder ikke på samme måde som mænd kan få lov at vise deres vrede, uden at blive stemplet som skingre eller irriterende. Der er nemlig rigeligt at være vred over som kvinde. Lad mig give nogle eksempler.
Argumenter for vrede
Mange ville nok argumentere for, at vi har ligestilling i Danmark. Det har vi i princippet også – formelt set. Som udgangspunkt betragter vi jo mænd og kvinder som lige meget værd. Kvinder har samme muligheder som mænd. Men i praksis er vi langt fra ligestilling, og vi ser det på tværs af eksempelvis magtpositioner og i hjemmene. Indtil seneste folketingsvalg var Danmark faktisk det eneste land i Norden, der aldrig havde haft en andel af kvinder i parlamentet på 40 procent eller mere. Det er 2022, og nu består Folketinget (endelig) af 44 procent kvinder. Blot 15 procent af alle registrerede direktørposter i Danmark er besat af kvinder. I hjemmene arbejder kvinder stadig i gennemsnit én time mere om dagen, end mænd gør. Det svarer til, at de har 9 ugers fuldtidsarbejde mere i hjemmene end mænd. Det er hele november og december lagt sammen.
Og så er der måden, vi omtaler kvinder i medierne. Hvorfor er det egentligt, at Helle Thorning-Schmidts kjole skal fremhæves? Hvorfor er det, at hun ikke har lov at klæde sig, som hun har lyst, uden at hele Danmark skal have en holdning til det? Den samme tendens til at ser vi i andre nordiske lande. Den finske statsminister, der dansede til en fest, blev tvunget til at undskylde sin opførsel. Hvorfor er det, hun ikke må danse i sin fritid? Havde vi gået op i det, hvis hun var en mand?
Og når vi bevæger os uden for Nordens grænser, er der endnu mere at være vred over. Demonstrationerne i Iran som følge af Mahsa Aminis død er det seneste eksempel. Hvor vildt er det ikke, at vi lever i en verden, hvor kvinder kan blive slået ihjel på grund af det tøj, de har på – eller ikke har på?
På verdensplan har kvinder i gennemsnit blot 75 procent af de rettigheder, som mænd har. Mange steder betyder det helt lavpraktisk, at piger bliver gift bort i bytte for geder, ikke får lov at gå i skole, og at kvinder ikke har samme muligheder for at få et arbejde som mænd. Det betyder, at nogle lande betragter kvindekroppen som et fælleseje. Tag bare USA som eksempel. I år har landet gjort det muligt for de enkelte stater at afskaffe retten til fri abort, hvis de ønsker det. Og det er der en del stater, der ønsker.
Da jeg var yngre, kæmpede jeg for at skjule det, hvis jeg en sjælden gang var vred. Typisk kom min vrede til udtryk gennem tårer. Sådan havde jeg lært at vise følelser, og sådan blev min vrede ved med at komme til udtryk, når jeg forsøgte at skjule den. Jeg husker at blive grinet af, fordi jeg blev vred. At jeg vendte mig bort og gik med tårerne løbende ned ad kinderne, i stedet for at blive og stå ved min vrede.
Jeg håber, at de seneste års fokus på manglende ligestilling, bl.a. MeToo-bølgen og demonstrationerne i Iran efter Mahsa Aminis død, er et tegn på, at den kvindelige vrede anerkendes som berettiget, at den får et sted at bo, og at kvinder ikke længere behøver at skamme sig over den. Noget kunne tyde på, at det er ved at ske. I en artikel fra Zetland om de sproglige forskelle mellem kønnene formuleres det således:
”Lige nu ser vi en ungdomsgeneration, der i langt højere grad end den ældre er interesseret i at udfordre og udviske de forskelle, vi traditionelt har knyttet til køn. Og herunder også de sproglige – vi ser det allerede i den offentlige debat, hvor unge mænd bliver bedre til at tale om følelser, og unge kvinder viser mere selvtillid, når de tager ordet.”
Så der er håb. Og gudskelov for det. For der findes få ting mere nedværdigende end at blive ignoreret, blive sat i bås som irriterende, få sine følelser affejet og blive kaldt skinger – bare fordi man er kvinde.
