top of page

Alene på en strand i Kalpitiya

Rå, kilometerlange strandbredder, mennesketomme og lune. Dem finder du i Kalpitiya på Sri Lankas vestkyst. Byen er kendt som et mekka for kitesurfere, men uden for sæsonen er der plads til alle os, der drømmer om en rolig ferie uspoleret af turister.


Oprindeligt bragt i Rejsemagasinet Vagabond i 2022


Solen bevæger sig langsomt mod havet til lyden af bløde trommer. Vi er kun fire mennesker på den kilometerlange strand. Min kæreste og jeg samt Alsan, manden på trommer og Ruwan, der er ansat som kitesurfing-instruktør på hotellet, vi bor på. Ruwan sidder ved siden af den russiske-maldiviske Alsan og vinker til os, da vi går dem i møde. Himlen brænder i en af de smukkeste solnedgange, vi har set på vores tur rundt i det dråbeformede, sydasiatiske land Sri Lanka.


Højsæsonen for området her i Kalpitiya, en by på Sri Lankas vestkyst, begynder om en lille uges tid, 1. maj. Vi er stort set alene på hotellet med Alsan, der har boet her i ugevis og efterhånden er kommet tæt på Ruwan. Ligesom Alsan er vi blevet trukket mod Kalpitiya af en grund: kitesurfing.


Min kæreste har glædet sig til at sætte dragen op de seneste tre uger, mens vi har rejst rundt i andre dele af Sri Lanka. Men højsæsonen starter netop først, når vi igen sætter snuden mod Danmark, så det er ikke sikkert, der kommer nok vind til, at han kan sætte dragen op. Mens vi venter på vinden, finder vi os til rette på hotellet og i området.



​Sådan kommer du til Kalpitiya


Kalpitiya ligger 3 ½ time i bil fra den internationale lufthavn i Colombo. Taxakørsel er billigt i Sri Lanka, og det er helt klart den nemmeste måde at komme rundt på. Sørg for at aftale prisen på forhånd.


Det er også muligt at komme til Kalpitiya med et miks af bus og tog. Ifølge rejseplanen tager det mindst fem timer fra Colombo, men der skal altid påregnes mere tid, når man rejser med offentlig transport i Sri Lanka.


Vores ankomst i Kalpitiya sker på et kritisk tidspunkt i Sri Lankas historie. Landet er hårdt ramt af fødevaremangel og stigende benzinpriser samt politiske uroligheder. Vi er vigtig indkomst for hotellet, hvilket vi mærker fra første sekund, vi træder ind på Blue Whale Resort, hvor vi bliver mødt af mindst fem ansatte. Nogle hjælper med bagagen, andre serverer vandmelonjuice i højstilkede glas. Vi er længe ventet og i høj grad ønsket. Vi er de eneste gæster på nær enkelte andre, der tjekker ind og ud i den uge, vi er her. Der er flere tjenere end gæster, så vi bliver opvartet og holdt øje med, for det skal ikke hedde sig, at vi på noget tidspunkt skal mangle noget.




Her findes frihed

Kalpitiya er anderledes end de andre steder, vi har besøgt i Sri Lanka. Altid er vi blevet mødt med åbenhed og snakkesalige lokale mænd (det er mændene, der taler med turister, mens kvinderne typisk hænger mere i baggrunden, generte og fastlåste i gamle, kønsbestemte roller), men her er de lokale mere generte og taler dårligere engelsk end gennemsnittet.


Størstedelen af Sri Lankas befolkning er buddhister, men i Kalpitiya bor flest muslimer, og det kan måske forklare den lidt mere tilbageholdende attitude. Jeg kan mærke, at tjenerne er nysgerrige og har lyst til at tale med os, men vi får meget lidt at vide om dem sammenlignet med mange andre af de lokale, vi har talt med indtil nu. Men Ruwan åbner op om sit liv i Kalpitiya: Om, hvor vigtig en indkomst kitesurfinglektionerne er for ham, hans kone og børn, og hvor meget han selv elsker det øjeblik, hvor vinden får fat i dragen. Han er meget servicemindet fra det sekund, han lærer, at min kæreste er kitesurfer. Hver morgen ryster han hovedet, som om det er hans skyld, at palmetræerne står stille i den vindstille luft.

Friheden. Det er den, vi hver især jagter her i Kalpitiya. Ruwan og min kæreste finder den fastspændt til en drage på vandet. Jeg drømmer om friheden i at sætte tiden i stå, inden hverdagen venter derhjemme.


Kitesurfing i Kalpitiya


Det, der primært tiltrækker turister til Kalpitiya lige nu, er de gode muligheder for kitesurfing. Højsæsonen for det er mellem maj og oktober eller fra midten af december til midten af marts. De fleste hoteller tilbyder kitesurfinglektioner eller kan i hvert fald guide dig i, hvordan du får lektioner. På vores hotel, Blue Whale Resort, havde de en kitesurfinginstruktør ansat. Ikke langt fra Blue Whale Resort ligger det måske mest populære kitesurfing-spot, Kitesurfing Lanka, som både er et hotel og et yndet sted at tage til for kitesurfing-entusiaster.


Fra vores bungalow er der udsigt til den gråblå pool. Værelset er simpelt: I midten af rummet står en stor seng pakket ind i et myggenet. Skrivebordet til venstre for indgangen er fyldt op med tomme vandflasker og andet af vores rod; vi har hurtigt fundet os til rette her og føler os hjemme. Ved rummets bagerste væg er døren ud til det udendørs badeværelse. Når vi står under bruseren, sker det til lyden af og udsigten til den dovne vind i palmebladene lige udenfor. Om natten får vi ofte besøg af et egern, som kan komme ind under stråtaget. Den bider hul i de små sukkerpakker og lokker myrerne til.


Alene på stranden

Lyden af krager dominerer området fra solopgang til solnedgang. Man vænner sig til dem, også til at sikre sit bord på hotellets restaurant mod angreb fra fuglene. Hvis der er mad til overs, når man går, slår de til. Om morgenen går vi den korte vej op til hotellets restaurant og får serveret dagens morgenmad, typisk en form for omelet og frygt, brød og smør. Når vi har drukket vores kaffe, går vi tilbage til vores bungalow og børster tænder, før jeg lægger mig på en liggestol med en e-bogs-læser i hånden. Men det sker aldrig, at jeg ligger her særlig længe; i det her område er stilstand lig med, at man bliver overmandet af små, sværmende fluer. De er nærgående og dvæler ved øjnene, næsen og munden, og jeg kan ikke koncentrere mig om sætningerne på skærmen. Jeg får at vide, at det bliver bedre, når vinden sætter ind og tager fluerne med. Men lige nu bor de her i den trykkende varme, så i stedet hopper jeg i poolen, hæver armene og går rundt i cirkler med min e-bog foran ansigtet. Sådan holder jeg de værste fluer væk.



Se delfiner og blåhvaler


Mellem november og marts er der gode muligheder for at se delfiner uden for Kalpitiyas kyst. Vi så ingen på vores tur; til gengæld så vi blåhvaler, men efter sigende kræver det en portion held af opleve. Det var sæson for hvalernes migration, hvorfor de tilfældigvis befandt sig ud for kysten. Normalt er det også muligt at se andre hvaler, bl.a. kaskelothvaler. Dit hotel kan hjælpe dig med at få kontakt til de firmaer, der tilbyder disse ture. De fleste steder er det også muligt at tilkøbe snorkling ved koralrevet. Vi spurgte ind til det, men fravalgte det, fordi det koralområde, hvor vi kunne snorkle, var dødt. Spørg ind til turen, inden du tager afsted.


Det sted, jeg helst vil være, er stranden. Og det er netop områdets strande, der efterlader mig uforstående over for, hvorfor vi er nogle af de eneste turister her. Kilometerlange og med god bredde strækker stranden lige uden for hotellet sig i begge retninger. Der er langt til nærmeste restaurant, hvis man da ikke tæller hotellets med, og det ville da have været lækkert at kunne købe en kokosnød eller en øl ved en lille strandbar bygget af træ, som vi har gjort så mange andre steder på turen. Men så langt er Kalpitiya ikke nået med at tiltrække andre turister end dem med kitesurfing-drømme, og det har også sin charme.


Mindre charmerende er al det skrald, der ligger spredt flere steder på stranden. Fiskenet og gamle liner er noget af det, der fylder, som bevis på, at vi er ankommet til en fiskerby. Når vi går ture på stranden, ser vi nogle af fiskerne bo i interimistiske blikskure lige ned til stranden. De står tidligt op og hopper i små motordrevne både for at fange dagens fisk. Mængden af fisk bliver efter sigende mindre år efter år, og et før så smukt koralrev i området er tæt på at dø ud. Det er steder som dette, hvor jeg for alvor kan mærke min mave knuge sig sammen ved tanken om, hvad det irreversible i korallernes død repræsenterer. I det mindste ved de lokale, at de skal passe på det, de har tilbage. Området er fredet, og man skal have særlig tilladelse til både at sejle og snorkle ved korallerne.



Besøg de lokale butikker


Lej en scooter eller går ture i de små gader uden for dit hotel. Vi gik bl.a. forbi en skrædder, så hvis du er interesseret i skræddersyet tøj, kan det være, det er her, du skal prøve det af. Du kan også hoppe på en tuk-tuk for at udforske andre strandbredder end den, du bor ved. Kalpitiya ligger langt fra den nærmeste storby, og her handler du i samme butikker som de lokale. Det er den rå oplevelse, der er værd at tage til Kalpitiya efter.


Catch me if you can

En aften skruer hotellet op for charmen. Vi har sendt lange blikke til et lille lærred, der står placeret mellem træer ved siden af poolen og baren. Normalt vil de tilbyde filmaftener, når der er flere gæster på hotellet end bare os, men der skal ikke megen overtalelse til, før de får fat i deres mest teknisk-kyndige ansatte og beder os vælge en film, vi vil se. Snart spiser vi pasta pomodoro og nudler ved de hvide metalborde, drikker øl og ser filmen Catch me if you can under de gule lyspærer, der hænger mellem træerne. En af de ansatte har sat sig nogle borde væk og griner engang imellem.


En morgen klapper Ruwan i hænderne. Endelig er vinden stærk nok til, at min kæreste kan få noget kitesurfing-undervisning. Vi pakker udstyret sammen og lægger det i en bil med lad, før vi hopper op bagi og kører hen til en strand, der skulle være perfekt til formålet. Herude er han alene på vandet, men om nogle dage vil kitesurferne strømme til, fortæller Ruwan. Sådan er der både fordele og ulemper ved at rejse og kitesurfe off-season.


Mens jeg betragter dragen på vandet, slentrer jeg langs strandbredden. Sandet her deler vandområderne i to; på højre side er strandkanten mudret og lugter råddent, og i bugten er der gode betingelser for kitesurfing, da området er relativt lille med en strandbred på den modsatte side. Man skal være meget uheldig for at forsvinde ud på åbent hav her. På den anden side strækker det enorme indiske ocean sig ud i horisonten. Oceanet har jeg efterhånden stiftet bekendtskab med mange gange de seneste uger. Selv i de vindstille perioder står bølgerne i Kalpitiya insisterende ind på strandbredden. Vandets temperatur er varmere end det brusebad, jeg skal tage senere, og når jeg kigger ud på vandet og lader mig blænde af solens genskin på overfladen, tænker jeg på, hvor nemt det ville være at forsvinde. Gå en tur på de store strande eller ganske enkelt svømme ud i retning mod Indien eller Maldiverne. Jeg er så lille lige her, en plet på en tom strand. Jeg sætter mig med ansigtet vendt mod denne side, hvor sandet er silkeblødt og rent.


Men jeg kan ikke blive siddende længe. Gadehundene har for længst regnet ud, at jeg er turist og ikke kan stå for deres logrende sind. Den mest loppebefængte af dem alle har kastet sin kærlighed på mig og følger mig hele dagen. Hun bider let, når hun vil lege, og det gør mig urolig. Får hun bidt hul, ved jeg godt, at jeg skal en tur på hospitalet. Rabies er en ting, og jeg har ikke fået vaccinen.


Heldigvis forstår hun mit nej, og jeg forbarmer mig over hendes trang til kærlighed. Hun sætter sig på min fod, da jeg kæler hende mellem ørerne. Jeg bruger håndsprit som værn mod lopperne og fodrer hende med vegetariske forårsruller.


Hvalsafari

En morgen står vi tidligt op og går ned til stranden. Vi har booket en bådtur med håbet om at se delfiner eller hvaler. Den lille speedbåd skal tage os ud på åbent hav. De seneste dage har de været heldige og set blåhvaler, fortæller ejeren Shanaka os. Han er høj, taler perfekt engelsk og ligner til forveksling en srilankansk version af Ross fra tv-serien ’Venner’.


Det er da også alment kendt, at man kan se blåhvaler i Sri Lanka, men typisk er der større chance for det længere sydpå i kystbyen Mirissa. Lige nu er de i gang med at migrere, fortæller Shanaka, mens båden hamrer igennem bølgerne, der bliver større og større for hver dag, vi er her. Min kæreste følger hans eksempel og stiller sig forrest på speedbåden med hænderne på et gelænder. Sådan er det nemmere at tage fra med benene, når båden knalder ned på vandoverfladen med ubehagelig høj fart.




Båden stopper, motoren bliver slukket, og stilheden lægger sig om os som et varmt tæppe. Vi kigger ud over vandet og bølgerne, der skiftevis løfter og sænker båden. Først er der intet, der bryder vandoverfladen. Men så:


”There!” udbryder Shanaka. Han peger, men vi kan intet se. Motoren bliver startet igen, så vi kan komme tættere på. Igen udbryder han noget og peger, og dér er den: en let buet hvalryg. Det er svært at forstå, men vi sejler side om side med verdens største dyr.

Den næste halvanden time ser vi mere end 10 blåhvaler. Shanaka forklarer, at de er i vandoverfladen i omkring et minut, før de igen svømmer ned for at spise rejer. Når de lægger an til at skulle tage et ordentligt dyk nedad, står ryggen op over vandoverfladen i en imponerende bue.


Vi er helt høje, da båden igen sætter kursen ind mod land. Shanaka og min kæreste taler om den nuværende situation i Sri Lanka, og manden fortæller, at han overvejer at flytte til Maldiverne af frygt for ikke at kunne tjene nok penge til at forsøge sin familie. Den perfekte cocktail af corona, krig i Ukraine, politiske uroligheder og prisstigninger har ramt den almene befolkning hårdt. Han får tårer i øjnene, da han fortæller, men ryster dem væk, før vi rammer strandbredden. Med hans historie er det endnu nemmere at forstå, hvorfor vi føler os så godt tilpas i et ellers kriseramt land. Turisterne er afgørende for, at familier som hans har råd til at leve.




Den sidste solnedgang

På vores sidste dag i Sri Lanka bider solen. Jeg sætter mig i vandkanten, lige der, hvor havet farver sandet mørkere og gør det blødt. Det indiske ocean er en velsignelse for min kuldskære krop, som trods alt er en kærkommen pause fra den skrappe sol. Min kæreste kitesurfer i bugten længere væk, og ud over en stork, som står med fødderne i vandkanten nogle meter fra mig, er jeg helt alene på den lange strand. Jeg fører mine fødder længere ud i vandet og lukker øjnene, mens solen bider mine kinder.


Jeg hviner og hopper op, da noget napper i min tå. En af de små krabber må have forvekslet den med noget spiseligt. Jeg griner lidt for mig selv og går de få meter tilbage mod hotellet. Flere gange vender jeg mig om og kigger på stranden, mens jeg forsøger at kategorisere mindet, så jeg kan lagre det helt rigtigt i min hjerne. Det her sted: en varm glasboble fyldt med følelsen af frihed og omsorg, der er skabt af stedet og af menneskerne her. Et sted med plads til alle de tanker, det travle, moderne menneske pakker væk i hverdagen. Et sted at tanke op og mærke sig selv igen.


Om aftenen står vi og ser på endnu en smuk solnedgang. Himlen er en smuk palette af orangerøde farver nær horisontlinjen, og længere oppe er himlen mere pastelfarvet. Der er flere mennesker nu, det er weekend, og så er stedet et yndet rejsemål for de lokale. Bag os går køer rundt og spiser lidt af det græs, der vokser sporadisk op ad sandet. Der er også et enkelt æsel, der traver frem og tilbage. Jeg smider sandalerne og stikker tæerne i vandet en sidste gang.


Alsan er taget af sted uden at sige farvel. Hans albue skal opereres i hovedstaden, og han kommer tilbage, når vi er taget hjem. Den 50-årige mand er ikke meget for store følelser og dyrker helst de relationer, der kan blomstre fysisk foran ham. Det digitale liv har han ikke meget til overs for. Han rejser alene og holder af Sri Lanka, fordi det er billigere end Maldiverne, hvor han kommer fra. Men også på grund af menneskene og, ikke mindst, kitesurfing-mulighederne her i Kalpitiya. Han har ét råd til at holde sin hjerne ung: ”Sørg for hele tiden at lære nye ting.”


Det kan man i Kalpitiya, men man kan også tage hertil for at gøre det modsatte. Komme helt ned i gear i den dovne atmosfære, der matcher de lokale glimrende. I et land, der er elsket af turister, kan man tage til Kalpitiya for at undslippe strømmen af dem og møde søde, generte mennesker med et dybt ønske om at gøre dit ophold til det bedste. Og hvis du er en kitesurfer, er der faktisk ikke så meget andet at sige end: Tag afsted mellem maj og oktober eller fra midten af december til midten af marts. Her får du vind og glade instruktører som Ruwan, der lever af vinden. På alle andre tidspunkter af året skal du tage hertil for at undslippe menneskemængder og for at give dig selv tid. Til solnedgange over det indiske ocean, strandvandringer og de små øjeblikke, der opstår i det rolige vakuum, der udgør Kalpitiya. Og du må hellere skynde dig, mens de tomme sandstrande endnu er lige netop det.

Comments


bottom of page