Illustration: Maj Ribergård

Idéen om at skrive en roman ramte Haruki Murakami en aprildag i 1978. På daværende tidspunkt var han 29 år, ejede en jazzklub, havde økonomiske problemer og mindede i realiteten meget om de hovedpersoner, der går igen i hans romaner: Han var meget almindelig.

​

Men til en baseballkamp gik det pludseligt og ud af det blå op for ham: ”Jeg tror, jeg kan skrive en roman.”

​

Efter kampen tog han hen for at købe papir og en fyldepen. Hver aften efter arbejde sad han ved sit køkkenbord og skrev, og over det følgende halve år udviklede han sin egen skrivestil. Omkring det tidspunkt, hvor baseballsæsonen sluttede, lå første udkast til ”Hør vinden synge” klar.

​

Den 12. januar fylder den verdensberømte forfatter 70 år. Han er fåmælt og indesluttet og giver kun sjældent interviews. I forbindelse med udgivelsen af sin seneste roman, ”Mordet på kommandanten”, gav han dog et stort interview i to japanske bilmagasiner, for Murakami elsker biler. Det første magasin blev udsolgt på ingen tid og er nu et samlerobjekt – et tegn på, at folk higer efter at kende manden bag bøgerne.

​

Men hvem er forfatteren, der med sit simple sprog skaber komplicerede romaner, som tryllebinder mennesker verden over i en sådan grad, at han år efter år bringes i spil til Nobelprisen i litteratur?

En række af de største Murakami-fans og -eksperter sætter her ord på, hvad der er så særligt ved hans bøger, og hvad den populære term ”murakamisk” egentlig dækker over. For Murakami er dér, mellem og på linjerne i sine romaner, fra ”Hør vinden synge” til ”Mordet på kommandanten”. Den almindelige mand, der oplever ualmindelige ting.