Manden i skoven måtte ødelægges, før han kunne bygge sig selv op igen
Kristeligt Dagblad, 2018
Den 63-årige Gregory Smiths rå barndom gav australieren store ar på sjælen, gjorde ham menneskesky og ensom. Efter mange år som hjemløs flyttede han ud i en skov, men endte med at vende tilbage til samfundet for at gøre op med sin fortid og bygge sig selv op fra bunden
Photo:Michelle Ransom-Hughes
Da australske Gregory Peel Smith endnu var barn, fik han at vide, at han var sociopat.
Psykiaterens dom blev fældet over en dreng, der kun kendte til hård opdragelse. Hans far var alkoholiker og kommunikerede med sine næver, og hans mor ejede ikke et moderinstinkt. Da Gregory Smith var 10 år, skulle han udstå iskold opdragelse af de nonner, der drev det katolske børnehjem St. Patrick’s i Armidale i det østlige Australien, hvor han var tvunget til at opholde sig i 16 måneder. Nonnernes filosofi var, at ”et barns ånd må ødelægges, for at Herrens ånd kan indtræde”, og for nonnerne indebar dette dagligt at ydmyge børnene og sende uopfordrede slag mod deres små kroppe. Nogle gange blev børnene nægtet mad, og ikke så sjældent oplevede Gregory Smith at blive seksuelt udnyttet af en af de ældre piger på hjemmet.
Oplevelserne på børnehjemmet gjorde ikke Gregory Smith til et barn med færre problemer, og da han blev stemplet som sociopat, lod han sig definere af ordet. I de mange år, der fulgte, lyttede han til den indre stemme, der mindede ham om, hvor ussel, ubrugelig og farlig han var. Han løb hjemmefra flere gange og blev senere hjemløs. Han fulgte i faderens fodspor ind i alkoholens – og stoffernes – tåger. Lysten til at fremprovokere konflikter blev en fast del af Gregory Smiths liv. Det samme gjorde gentagne ophold i fængsler, usle korttidsjobs og en rodløs tilværelse.
Han kunne ikke finde sin plads i verden. Han følte ikke, han hørte til.