Corona har givet os friheden til at være introvert tilbage

Oxy Magazine, 2021

introvert.JPG

Klumme skrevet til månedstemaet: Frihed

 

Min dag er startet langsomt. Det er foregået med nattøj under dynen på sofaen og med computeren og et blankt Word-dokument på skødet. Mit hoved værker, tynget af gårsdagens sociale happenings. Ikke, at der var specielt mange. Jeg havde et ærinde på kontoret, hvor jeg udvekslede et par ord med de få af mine kolleger, der var der. Det var dejligt at se deres ansigter igen uden skærmen som evigt filter. Selvom det bare var i 20 minutter. Eller måske lige netop fordi det ikke var længere tid end det.

De seneste måneder er jeg begyndt at blive bevidst om mig selv i sociale situationer. Selv de kortvarige, som de fleste efterhånden er. Der er sket en forandring, som jeg måske er den eneste, der kan se. Fordi jeg ved, hvad der går forud.

Tag i går som eksempel. I periferien af mit eget sind lagde jeg mærke til mine kollegers kommentarer og jokende bemærkninger. De små, interne af slagsen, som blev ytret i forventning om, at også jeg skulle reagere på dem. Deltage i ping-pongen. Men jeg kunne ikke komme i tanker om noget at sige. Der var ingen ord at tage fra i min sociale samtalebank. Så jeg blev stående med mundbind på og stirrede. Ned i mobilen, min fortrolige gennem det sidste år. Uundværlig i de øjeblikke, hvor jeg har brug for en digital notesbog til mit voksende tankespind. Som et outlet for min indre stemme, der er vokset i takt med, at jeg har genfundet mig selv som introvert i kølvandet på gentagne nedlukninger. Jeg har fået sværere ved at bruge min ydre stemme. Small-talke. Det er ellers noget, jeg har lært mig selv at gøre. At reagere med et klogt eller mindre klogt udsagn. Det var før corona, og det tog mig årevis at lære.