Da den grønlandske forfatter Niviaq Korneliussen i sidste måned besluttede sig for at arrangere et optog i Nuuk mod selvmord i Grønland, var det i håb om at få politikerne til at handle.

Og optoget er blot begyndelsen fra hendes side, lover hun. For strategiplanen ”National strategi for selvmordsforebyggelse i Grønland 2013-2019” har ikke været effektiv nok, mener hun.

​

”Det fungerer bare ikke med denne her strategiplan, for selvmordstruede mennesker venter flere måneder eller flere år på at få hjælp. Det er ikke nok bare at ringe til selvmordslinjen. Det er ikke kun en enkelt, anonym samtale, og så får man det bedre. Så der er brug for meget, meget mere hjælp. For de selvmordstruede bliver kastet rundt i systemet og oplever rigtig lang ventetid, og i den tid har de ingen. De har absolut ingen.”

​

Man er nødt til at kigge på udviklingen over tid for at forstå omfanget af problemet, lyder det fra flere eksperter. For selvmordstallet svinger fra år til år, og i et land med så få mennesker som Grønland er det forbundet med stor usikkerhed.

​

En opgørelse fra Lands- lægeembedet baseret på data fra Grønlands politi og Grønlands Statistik viser, at selvmordsraten er uændret, hvis man kigger på udviklingen over de seneste to femårige perioder. Fra 2008 til 2012 lå selvmordsraten på 75,1 pr. 100.000 indbyggere. I perioden 2013-2017 var tallet 75,6.