top of page

På tur i Gaudís Barcelona

Kristeligt Dagblad, 2019

Arkitekten Antoni Gaudí har sat sit præg på bybilledet i Barcelona med sin personlige stil, og i centrum af det hele står verdens snart højeste kirke, Sagrada Familia

barca_billede 1.jpg

Foto: Cathrine Marie Nørgaard

Mange veje fører til La Sagrada Familia, og man skulle tro, at basilikaen i sig selv kan agere vejviser for gående turister. Kommer man fra det gotiske kvarter, der er centrum i Barcelonas gamle bydel beliggende ned til havnefronten, står bygninger og træer på begge sider langs Carrer de Sardenya og skærmer for udsynet. Det er først, når man træder ind på Carrer de Mallorca, at den storslåede kirke kommer til syne.

Sagrada Familias første sten blev lagt for 137 år siden, i marts 1882. Barcelonas mest populære turistattraktion er ikke blevet mindre populær af, at den i dag stadig er under opbygning. Bag værket står arkitekten Antoni Gaudí, der døde som 73-årig i 1926 efter at være blevet påkørt af en sporvogn. Han blev begravet i krypten under Sagrada Familia efter at have helliget de sidste mange år af sit liv til projektet. Selv nåede han kun at se opførelsen af kirkens ene af i alt tre facader, Nativity-facaden, der stod helt færdig i 1930 og i dag er på Unescos verdensarvsliste.

bottom of page