Frihed og farver på den amerikanske vestkyst

Rejsemagasinet Vagabond, 2020

Der er sjældent langt fra drøm til virkelighed, når man kører ad de amerikanske landeveje på vestkysten. Vores drømmetur begynder over den magiske Golden Gate Bridge, og herfra begiver vi os gennem fascinerende nationalparker, store kløfter og skønne, mærkværdige byer

14.jpg

Foto: Cathrine Marie Nørgaard

L yden af kameraet er det eneste, vi hører. Vi er på vej ud af San Francisco over Golden Gate Bridge i en smuk, regnbuefarvet bil, og det er muligvis en af de bedste måder at begynde vores rejse på. Det er nemt at glemme, at jeg har en voldsom lang flyvetur bag mig og stadig er ramt af jetlag. Dagens sidste stråler synes at fortælle, at der er noget godt i vente.

Jeg er ved at udleve drømmen om frihed på fire hjul i USA, land of the free! Med mig har jeg en tung kuffert, en sød kæreste bag rattet og et hukommelseskort, der kan håndtere mange flere fotografier af de forrygende solnedgange. Drømmen om et roadtrip igennem USA er vi næppe ene om at have, og et rejseselskab hjælper os med at gøre drømmen til virkelighed for os.

Vi kører i den bil, vi helst vil køre i, vi har redskaber til at finde de bedste campingpladser, og vi har planlagt en rute som vi – måske – vil følge. Vi er, med andre ord, frie til at gøre lige præcis dét, vi har lyst til, og det skal vise sig at bringe os forbi store seværdigheder som Lake Tahoe, Yosemite Nationalpark, Death Valley og Grand Canyon.