Da John Blancaflor var barn, sad han en aften og spiste med sin familie. Snakken gik, og lille John delte sin største drøm med sine søstre, brødre og forældre: Når han blev stor, ville han tjene mange penge og have mange ting – og han ville flytte til Europa. Med andre ord ville han have et liv, der stod i stærk kontrast til det fattige liv, som han og hans familie levede i det  katolske Filippinerne. Hans søstre og brødre begyndte at grine, og hans mor sagde, at han sikkert ville blive indlagt på et psykiatrisk hospital en dag. John Blancaflors drøm var ganske enkelt et surrealistisk og usandsynligt scenarie for hans familie, og de forstod aldrig hans
fascination af Europa.

 

”Jeg voksede op som fattig, men jeg har altid været en drømmer. Så længe du har en drøm, arbejder du hårdt for at opnå den. Det var det, jeg gjorde.”

I dag er John Blancaflor 27 år. Han sidder på en gynge, der hænger ned fra en stor gren et stykke over hans hoved. Få meter foran ham skifter det rolige vand langsomt farve i takt med solnedgangen i horisonten. Det er ikke unormalt, at himlen males blodrød på dette sene tidspunkt i den filippinske by Port Barton på øen Palawan.

 

Johns rigtige navn er Nestyjohn Blancaflor, men han har fjernet den første del af navnet, da Nesty lægger sig for meget op ad det engelske ord nasty (væmmelig), siger han. Det har været nødvendigt for ham at gøre sit navn så enkelt – og seriøst – som muligt, for John Blancaflor byder mange engelsktalende gæster velkommen til bambushytterne bag sig. Stedet hedder Prince John, og det er populært blandt især europæiske gæster.