Drømme blomstrer også her

Oxy Magazine, 2022

Den 21. januar er det et år siden, at Cathrine Nørgaard blev færdiguddannet og sendt ud i virkeligheden som journalist. Et år senere gør hun status på sine drømme. Er de blomstret eller falmet i mødet med det virkelige liv?

kvinde_med_blomster.PNG

Klumme skrevet til månedstemaet: Drømme

 

Det var stilheden, jeg hæftede mig ved, da jeg trykkede på den røde knap, som markerede min overgang fra studerende til uddannet. Havde verden været nogenlunde normal og uden omfattende pandemier, ville jeg have forladt eksamensrummet, lukket døren bag mig og trådt ud i et blomsterhav, modtaget knus for den præstation det er at nå hertil, hele vejen ud i virkeligheden. I stedet smækkede jeg min computer sammen og blev siddende lidt, lyttede til stilheden. Der var noget symbolsk ved øjeblikket. Min vejleder havde lige viftet med flaget inde i computeren og sagt tillykke. Ud over at have bestået min kandidateksamen, så var det også min fødselsdag. 27 år og sat løs i den virkelighed, der er forpligtelser, pengejagt og karriereræs. 

I stilheden lod jeg kendsgerningen bundfælde sig. Jeg var ikke længere indhyllet i universitetets sikre net.

Den 21. januar 2022 er det præcis et år siden, jeg blev færdiguddannet journalist. Det er også præcis 28 år siden, jeg blev født på Aalborg Hospital. Klokken 18:01 den dag i 1994 eksisterede jeg pludselig i verden som en lille, lyserød klump, klar til at blive formet, som var jeg en figur af modellervoks. Dengang var der ingen, der vidste, hvad jeg skulle blive til, hvad jeg mon ville ende med at drømme om og forvente af livet. Men det er 28 år siden, og 28 år er længe til at indsamle drømme, holde fast i dem og skifte ud undervejs. 

Nyd det, mens det varer, har jeg fået fortalt så mange gange gennem mit skoleliv. Du har en frihed nu, som du aldrig får igen, lød budskabet sådan cirka. Det er nu, du har lettest ved at gå efter dine drømme, oversatte jeg det til. Så jeg tog en af de længst mulige kandidatuddannelser og forlængede endda med et halvt år undervejs. Og da det hele var slut, sad jeg med hænderne i skødet, eksisterede i vakuummet mellem fortiden og resten af mit liv. Et øjeblik, som jeg har brugt lang tid på at frygte, fordi det potentielt kunne være enden på mine drømme.

Det er et år siden nu, og derfor gør jeg status. Har virkeligheden gavnet mine drømme, ændret dem, eller værre endnu – sat en stopper for dem?